Weekend i Indien

I denne weekend tog Nanna, Stine og Sara på tur til Kota, som er en større by beliggende ca 3 timers kørsel fra Jhalrapattan, mens Morten og Hans blev hjemme.

Pigeturen til Kota blev en vaeldig succe. Grunden til vi tog afsted var, at vi havde brug for at komme lidt vaek fra huset og Jhalrapattan og se noget andet, mens drengene havde lyst til at blive hjemme og slappe af. Busturen gik smertefrit, fordi alle (de indiske maend) var rigtig hjaelpsomme. Da vi ankom, gik vi lidt rundt i gaderne, satte os et sted og fik en kop chai, og tog derefter en tuktuk (lille taxa) hen til et hotel. Hotellet var ikke et tilfaeldigt valg, jeg havde laest om det i ’Rejsen rundt i Indien’. Hotellet var et palads fra den engelske kolonitid, som nu er privat ejet af Kotas kongefamilie (hver storby i Rajastan har en kongefamilie), som ogsaa selv bor paa paladset og driver hotel i den ene floej. Her indlogerede vi os paa to overdaadige vaerelser, som havde den flotteste udsigt ud over en smuk flod og Kota by. Dinner og breakfast fik vi paa paladset, hvor betjeningen bare var i top. Soendag formiddag tog vi ind og saa Kota city palace, hvor der var galleri, musseum, udstoppede dyr og smuk indisk arkitektur. Derefter smsede drengene til os, at de savnede os, og saa tog vi bussen hjem.
Vores lille weekendtur var skoen, vi noed den utroligt meget. Det var nu ogsaa ret underligt, fordi vi kom fra den rene fattigdom i Kanjarlandsbyerne til udsoegt luksus paa paladset. Det er ret unfair, at vi bare kan rejse vaek fra fattigdommen, og saa leje vaerelser paa et meget fint palads, naar Kanjarerne ingengang har raad til ordenligt toej. Man foeler sig meget som en hvid rig engelsk kolonist, der har pengene til at goere, hvad man har lyst til – og det er jo ogsaa naesten rigtigt.

Morten og Jeg tog en afslapende weekend, i modsætning til pigerne, troede vi. Det var meningen at vi skulle en hurtig tur på markedet for at indkøbe nogle småting og så ellers bare flade ud, høre noget musik og læse.
Pigerne tog afsted lørdag formiddag, og efter et kapitel eller to i Dan Turells bog 'Mord i Rodby' tog Morten og Jeg på markedet. Planen var at vi skulle købe en parasol, eller en lignende løsning, til at have på taget så man ville blive i stand til at opholde sig der oppe mellem solens op- og nedgang. Vi skulle også have planter til vores lille forhave, og et spejl til vores badeværelse. Da Indiens markeder er indrettet som alle andre markeder i Verden, med en gade eller område til hvert håndværk, skulle opgaven ikke være sværere end at finde gaden med henholdsvis botanister og paraply/parasol sælgere. Den slags fandet selvfølgelige ikke, men vi fik købt et mindre spejl af nogenlunde kvalitet. Da vi var hjemme igen var klokken slagen tre eller deromkring, og vi var udmattede. En gang hen på eftermiddagen kom en tv-journalist forbi (vi havde mødt ham tidligere hvor han filmede i Chandia Kheri til et indslag til tv-stationen Jain som dækker Rajastan-området) og filmede en smule og interviewede Morten og Jeg omkring vores arbejde. Det var ikke helt til at finde ud af, men det var evt. til nationalt tv. Men vi fik aftalt med ham at han vil ringe til os når han ved noget om hvornår indslaget vil blive sendt. Før aftensmaden gik vi med Pankaj op til byens fort, hvor der også ligger et tempel. Til aftensmad fik serveret min måske yndlingret hernede: Friturestegte chapatis, risengrød med rosiner og kokusnød, et sødt smagende sammenkog af tomater og løg, og en stærk (chilli) gang kartofler og grønsager.
Ved ti-tiden ankom vicepolitichefen og hendes assisten og bad os om at bekræfte at de oplysning de havde om os (kopier af vores pas og visum) var korrekte. Vi kunne ikke bekræfte på pigernes vegne, så vi aftale at mødes med dem søndag eftermiddag på politistationen (gisp, vi rejser på touristvisum).
Søndag var total afslapning for mig, og det var dejligt for en gangs skyld, indtil pigerne kom hjem og vi skulle over og snakke med politiet.

Da pigerne kom tog vi alle på politistationen, hvor de ventede os, og kom straks ind til Inspektøren. Han var ikke uniformeret og sad meget afslappet i hans stol, mens han en gang i mellem ræbede højlydt. Der blev snakket lidt frem og tilbage omkring hvad vi lavede her. I begyndelsen med en del skepsis og anklagende tone fra Inspektørens side, hvilket dog ændrede sig hurtigt. Vi aflevere vores pas, drak te og snakkede om vind og vejr (vi havde på forhånd aftalt at sige at vi underviste i matematik og engelsk, og intet andet). Vi fik også lov til at kigge deres forbryderalbum igennem, hvor stort set alle mændende og nogle af drengebørnene i vores landsbyer figurerede, og så skulle vi se ekstra godt efter en knægt, men ham sagde vi at vi ikke havde set, selvom han er elev i Jarel. Distriktsinspektøren var på dette tidspunk ankommet, med tre sølvstjerner og snip på skuldrene. Vi fik vores pas tilbage uden problemer og sagde pænt farvel.
Det var et underligt møde, fordi vi fik sat ansigter på de mennekser som unden holdbar anklage anholder børn og mænd i Chandia Kheri og Jarel, burer dem inde og tæsker dem mens deres koner og mødre drikker smerterne væk derhjemme.