Undskyld manglen paa blog indlaeg de seneste to uge. Vi har haft nogle meget turbulente uger. Der har blandt andet vaeret problemer med politiet og vores visum. Problemerne har faktisk vaeret saa store at vi risikerede doportation. Vi tror nu at problemerne omkring vores visum er loest. Stor tak til IDEX's hovedkontor som har behandlet sagen. Politiet har dog stadig vores pas, men vi forventer at kunne hente dem i Jhalarwar paa mandag. Der har ogsaa vaeret kommunikationsproblemer med vores guide/translatoer, som desvaerre viste sig at bunde i en mere alvorlig pengeaffaere. Dette har nu foert til at han er blevet fyret fra organisationen, og vi faar en ny guide fra paa mandag.
Den forgaaende weekend tog vi alle sammen til Delhi for at stemme til det danske folketingsvalg på Den Danske Ambassade. Derefter rejste vi til Jaipur for at holde nogle forskellige møder (omkring pas- og guidesituation) på IDEX’s hovedkontor, og for at ordne noget papirarbejde. Vi bliver i Jaipur til Diwali den 9. November, som vi holder med Sohans familie den 9. og 10. Diwali er hinduernes største højtid, og alle er lige nu ved at male deres huse, gøre hovedrent og købe nyt tøj.
Her kommer en lille opdatering fra vores weekend for to uger siden, da vi foerste gang var i Jaipur:
Forrige weekend var Stine, Sara , Nanna og Jeg i Jaipur. Vi boede på Hotel Diggi Palace. Det var rigtig flot, med tjenere og god morgenmad - inkl. kaffe ! Vi var rundt for at se byen. Vi så City Palace, som er utroligt flot og meget stort, her spiste vi frokost lørdag. Derefter var vi rundt på noget shopping, og om aftenen tog vi i Raj Mandir, som eftersigende er en af verdens største biografer - i hvert fald er det Indiens stoerste. Den var helt sikkert stor, og meget flot udsmykket. Søndag tog vi til Amber Fort, og så verdens andenstørste palads. Det ligger oppe på et bjerg, så vi red på elefanter der op. Det var noget af en oplevelse. På vejen tilbage så vi Water Palace, som er et palads som ligger midt ude i en sø. Søndag eftermiddag gik også med lidt shopping, og så spiste vi aftensmad på Restaurant Copper Chimney, hvilket var meget lækkert.
Det var alt for denne gang.
//Nanna og Hans
torsdag den 8. november 2007
torsdag den 25. oktober 2007
Arbejde, Jaipur og valg
Nu er det blevet tid til et lille indlæg igen. Vores weekend bød mest på afslapning, og Nanna og de andre var til Ghalba (Hinduistisk dans som bruges under Navaratra-festen, for at hylde guderne) mens Hans lå syg (men allerede mandag var jeg frisk igen).
Arbejdet skrider fremad. I Chandiya Kheri er vi så småt ved at være klar til at bygge en skolebygning. Stine og jeg har i denne uge været rundt i Jhalrapattan for at samle penge og materialer sammen til byggeriet. Vi prøver at få så mange til at hjælpe som muligt, for på den måde kan vi få snakket med en hel masse mennesker og derigennem fremme vores sag. Planen er at byggeriet skal starte på mandag. Men lad os nu se; når man i Indien siger mandag mener man onsdag eller torsdag, ligesom at fem minutter ofte betyder tyve minutter.
I Jarel er Nanna, Sara og Morten begyndt at renovere skolen indvendigt. Det er hårdt arbejde, for alt cementen på væggene skulle raves ned, og nu skal der nyt op. Bagefter skal væggene males hvide og alfabetet, tallene og hindi alfabetet skal males op, hvilket vi gør sammen med børnene. Det bliver sjovt !
En af kvinderne i Chandiya Kheri fødte i nat tvillinger: To drengebørn, sunde og raske. Stine og jeg så dem i dag, de var meget små og meget søde.
I morgen tager vi og Stine til Jaipur, som er den største, og hovedstaden, i Rajasthan. Det bliver en forlænget weekendtur, hvor vi forhåbentlig skal mødes med nogle fra IDEX, og ellers bare se byen. Nanna skal måske også mødes med hendes veninde Viktoria.
Det tager ca. 8-10 timer at komme til Jaipur.
Valg i Danmark
Vi har hørt at der er udskrevet valg, og at valgdagen falder den 13. november. Vi vil jo meget gerne være med til at påvirke demokratiet i Danmark, og derfor har vi snakket med Den Danske Ambassade i Delhi. Der fik vi at vide at vi godt kan stemme, hvis vi kommer til ambassaden og afgiver vores stemme inden den 6. november. Så det tager vi op på vores ugentlige husmøde i aften, og snakker med de andre om hvad vi skal gøre.
Arbejdet skrider fremad. I Chandiya Kheri er vi så småt ved at være klar til at bygge en skolebygning. Stine og jeg har i denne uge været rundt i Jhalrapattan for at samle penge og materialer sammen til byggeriet. Vi prøver at få så mange til at hjælpe som muligt, for på den måde kan vi få snakket med en hel masse mennesker og derigennem fremme vores sag. Planen er at byggeriet skal starte på mandag. Men lad os nu se; når man i Indien siger mandag mener man onsdag eller torsdag, ligesom at fem minutter ofte betyder tyve minutter.
I Jarel er Nanna, Sara og Morten begyndt at renovere skolen indvendigt. Det er hårdt arbejde, for alt cementen på væggene skulle raves ned, og nu skal der nyt op. Bagefter skal væggene males hvide og alfabetet, tallene og hindi alfabetet skal males op, hvilket vi gør sammen med børnene. Det bliver sjovt !
En af kvinderne i Chandiya Kheri fødte i nat tvillinger: To drengebørn, sunde og raske. Stine og jeg så dem i dag, de var meget små og meget søde.
I morgen tager vi og Stine til Jaipur, som er den største, og hovedstaden, i Rajasthan. Det bliver en forlænget weekendtur, hvor vi forhåbentlig skal mødes med nogle fra IDEX, og ellers bare se byen. Nanna skal måske også mødes med hendes veninde Viktoria.
Det tager ca. 8-10 timer at komme til Jaipur.
Valg i Danmark
Vi har hørt at der er udskrevet valg, og at valgdagen falder den 13. november. Vi vil jo meget gerne være med til at påvirke demokratiet i Danmark, og derfor har vi snakket med Den Danske Ambassade i Delhi. Der fik vi at vide at vi godt kan stemme, hvis vi kommer til ambassaden og afgiver vores stemme inden den 6. november. Så det tager vi op på vores ugentlige husmøde i aften, og snakker med de andre om hvad vi skal gøre.
Nanna og Hans
fredag den 19. oktober 2007
Leg, skole, dit og dat
Så er det vist tid til endnu et blogindlæg fra Jhalarpattan. Vi har det stadig godt, er ved godt mod, er sunde og raske og husker at børster vores tænder to gange om dagen. Vores arbejde i landsbyerne er spændende. Der sker hele tiden nogle nyt og uventet hver dag - både på godt og ondt. Jeg synes, det var på tide at vise nogle flere billeder fra vores hverdag, så det vil jeg hermed gøre.
Det første billede er fra Jarel, hvor Sara, Hans og Stine leger Boggie-Woggie med børnene.
Det første billede er fra Jarel, hvor Sara, Hans og Stine leger Boggie-Woggie med børnene.
Det andet billede er af den indiske lærerinde Roukshanna og Nanna, som er ved at undervise i matematik på hindi (jo jo, vi lærer skam også lidt sprog, og jeg kan fx næsten tælle til 30 på hindi).
Det tredje billede er rigtig godt, synes jeg. Det er et Hans har taget på en tankstation i Jhalarpattan. Lastbilen er fyldt til randen med arbejdere, som skal ud og høste. Høsten er godt igang hernede, og da industrialiseringsprocessen er i gang i Indien, men ikke fuldendt, bruges der nogle steder, som her, meget mere menneskelig arbejdskraft end vi er vandt til i Danmark for at få høsten i hus. Det var et rigtig flot syn!
Og så lige lidt om igår:
Vi havde en begivenhedsrig og dejlig dag. Først underviste vi vores kære børn i hver vores landsby, Hans og Stine i Chandiya Kheri og Nanna, Sara og Morten i Jarel. Derefter mødtes vi alle i Jarel, hvor der skulle slæbes sten og jord. Dagen forinden havde der nemlig været 5 traktorarbejdere, som havde misforstået 3 vognlæs jord med 23 vognlæs jord. Disse 23 vognlæs jord var så blevet placeret foran skolen så hele "legepladsen" og vores "andet klasseværelse" (som er under et træ) var blevet tildynget med store bunker jord og store sten.. hmm.. Efter dette arbejde tog vi hjem, hvilede, spillede kort (jeg vandt med stort over Hans i kortspillet 500:-) og kørte til Jhalarwar. Her gik vi en lang tur på et vidunderligt fort (det fjerde billede er af Sohan, Pankaj, Hans, Sanjeev, Stine, Nanna og Sara fra fortet - Morten tager billedet) og besøgte en moske. Vi tog så en tuktuk hjem, spiste og tog til festival. Der er i disse dage stor hindu-festival i Rajasthan, hvor man hylder guden Ram bla. gennem dans, skuespil m.m. - meget spændende. Derefter tog vi hjem og gik i seng.
Nu er klokken 01.30 AM (indisk tid), og jeg må hellere komme i seng. Jeg slutter med et billede af mig selv, der er på vej hjem fra arbejde. Vi fik et lift af en markarbejder på en traktor med en vogn fuld af soyabønner, som vi altså sad oven på. Det var en mod alt forventning en behagelig tur, og Sara og jeg endte med at sidde og synge subidua-sange for diverse lastbiler, der kørte bag os :-)
- Nanna
Det tredje billede er rigtig godt, synes jeg. Det er et Hans har taget på en tankstation i Jhalarpattan. Lastbilen er fyldt til randen med arbejdere, som skal ud og høste. Høsten er godt igang hernede, og da industrialiseringsprocessen er i gang i Indien, men ikke fuldendt, bruges der nogle steder, som her, meget mere menneskelig arbejdskraft end vi er vandt til i Danmark for at få høsten i hus. Det var et rigtig flot syn!
Og så lige lidt om igår:
Vi havde en begivenhedsrig og dejlig dag. Først underviste vi vores kære børn i hver vores landsby, Hans og Stine i Chandiya Kheri og Nanna, Sara og Morten i Jarel. Derefter mødtes vi alle i Jarel, hvor der skulle slæbes sten og jord. Dagen forinden havde der nemlig været 5 traktorarbejdere, som havde misforstået 3 vognlæs jord med 23 vognlæs jord. Disse 23 vognlæs jord var så blevet placeret foran skolen så hele "legepladsen" og vores "andet klasseværelse" (som er under et træ) var blevet tildynget med store bunker jord og store sten.. hmm.. Efter dette arbejde tog vi hjem, hvilede, spillede kort (jeg vandt med stort over Hans i kortspillet 500:-) og kørte til Jhalarwar. Her gik vi en lang tur på et vidunderligt fort (det fjerde billede er af Sohan, Pankaj, Hans, Sanjeev, Stine, Nanna og Sara fra fortet - Morten tager billedet) og besøgte en moske. Vi tog så en tuktuk hjem, spiste og tog til festival. Der er i disse dage stor hindu-festival i Rajasthan, hvor man hylder guden Ram bla. gennem dans, skuespil m.m. - meget spændende. Derefter tog vi hjem og gik i seng.
Nu er klokken 01.30 AM (indisk tid), og jeg må hellere komme i seng. Jeg slutter med et billede af mig selv, der er på vej hjem fra arbejde. Vi fik et lift af en markarbejder på en traktor med en vogn fuld af soyabønner, som vi altså sad oven på. Det var en mod alt forventning en behagelig tur, og Sara og jeg endte med at sidde og synge subidua-sange for diverse lastbiler, der kørte bag os :-)
- Nanna
søndag den 7. oktober 2007
Weekend i Indien
I denne weekend tog Nanna, Stine og Sara på tur til Kota, som er en større by beliggende ca 3 timers kørsel fra Jhalrapattan, mens Morten og Hans blev hjemme.
Pigeturen til Kota blev en vaeldig succe. Grunden til vi tog afsted var, at vi havde brug for at komme lidt vaek fra huset og Jhalrapattan og se noget andet, mens drengene havde lyst til at blive hjemme og slappe af. Busturen gik smertefrit, fordi alle (de indiske maend) var rigtig hjaelpsomme. Da vi ankom, gik vi lidt rundt i gaderne, satte os et sted og fik en kop chai, og tog derefter en tuktuk (lille taxa) hen til et hotel. Hotellet var ikke et tilfaeldigt valg, jeg havde laest om det i ’Rejsen rundt i Indien’. Hotellet var et palads fra den engelske kolonitid, som nu er privat ejet af Kotas kongefamilie (hver storby i Rajastan har en kongefamilie), som ogsaa selv bor paa paladset og driver hotel i den ene floej. Her indlogerede vi os paa to overdaadige vaerelser, som havde den flotteste udsigt ud over en smuk flod og Kota by. Dinner og breakfast fik vi paa paladset, hvor betjeningen bare var i top. Soendag formiddag tog vi ind og saa Kota city palace, hvor der var galleri, musseum, udstoppede dyr og smuk indisk arkitektur. Derefter smsede drengene til os, at de savnede os, og saa tog vi bussen hjem.
Vores lille weekendtur var skoen, vi noed den utroligt meget. Det var nu ogsaa ret underligt, fordi vi kom fra den rene fattigdom i Kanjarlandsbyerne til udsoegt luksus paa paladset. Det er ret unfair, at vi bare kan rejse vaek fra fattigdommen, og saa leje vaerelser paa et meget fint palads, naar Kanjarerne ingengang har raad til ordenligt toej. Man foeler sig meget som en hvid rig engelsk kolonist, der har pengene til at goere, hvad man har lyst til – og det er jo ogsaa naesten rigtigt.
Morten og Jeg tog en afslapende weekend, i modsætning til pigerne, troede vi. Det var meningen at vi skulle en hurtig tur på markedet for at indkøbe nogle småting og så ellers bare flade ud, høre noget musik og læse.
Pigerne tog afsted lørdag formiddag, og efter et kapitel eller to i Dan Turells bog 'Mord i Rodby' tog Morten og Jeg på markedet. Planen var at vi skulle købe en parasol, eller en lignende løsning, til at have på taget så man ville blive i stand til at opholde sig der oppe mellem solens op- og nedgang. Vi skulle også have planter til vores lille forhave, og et spejl til vores badeværelse. Da Indiens markeder er indrettet som alle andre markeder i Verden, med en gade eller område til hvert håndværk, skulle opgaven ikke være sværere end at finde gaden med henholdsvis botanister og paraply/parasol sælgere. Den slags fandet selvfølgelige ikke, men vi fik købt et mindre spejl af nogenlunde kvalitet. Da vi var hjemme igen var klokken slagen tre eller deromkring, og vi var udmattede. En gang hen på eftermiddagen kom en tv-journalist forbi (vi havde mødt ham tidligere hvor han filmede i Chandia Kheri til et indslag til tv-stationen Jain som dækker Rajastan-området) og filmede en smule og interviewede Morten og Jeg omkring vores arbejde. Det var ikke helt til at finde ud af, men det var evt. til nationalt tv. Men vi fik aftalt med ham at han vil ringe til os når han ved noget om hvornår indslaget vil blive sendt. Før aftensmaden gik vi med Pankaj op til byens fort, hvor der også ligger et tempel. Til aftensmad fik serveret min måske yndlingret hernede: Friturestegte chapatis, risengrød med rosiner og kokusnød, et sødt smagende sammenkog af tomater og løg, og en stærk (chilli) gang kartofler og grønsager.
Ved ti-tiden ankom vicepolitichefen og hendes assisten og bad os om at bekræfte at de oplysning de havde om os (kopier af vores pas og visum) var korrekte. Vi kunne ikke bekræfte på pigernes vegne, så vi aftale at mødes med dem søndag eftermiddag på politistationen (gisp, vi rejser på touristvisum).
Søndag var total afslapning for mig, og det var dejligt for en gangs skyld, indtil pigerne kom hjem og vi skulle over og snakke med politiet.
Da pigerne kom tog vi alle på politistationen, hvor de ventede os, og kom straks ind til Inspektøren. Han var ikke uniformeret og sad meget afslappet i hans stol, mens han en gang i mellem ræbede højlydt. Der blev snakket lidt frem og tilbage omkring hvad vi lavede her. I begyndelsen med en del skepsis og anklagende tone fra Inspektørens side, hvilket dog ændrede sig hurtigt. Vi aflevere vores pas, drak te og snakkede om vind og vejr (vi havde på forhånd aftalt at sige at vi underviste i matematik og engelsk, og intet andet). Vi fik også lov til at kigge deres forbryderalbum igennem, hvor stort set alle mændende og nogle af drengebørnene i vores landsbyer figurerede, og så skulle vi se ekstra godt efter en knægt, men ham sagde vi at vi ikke havde set, selvom han er elev i Jarel. Distriktsinspektøren var på dette tidspunk ankommet, med tre sølvstjerner og snip på skuldrene. Vi fik vores pas tilbage uden problemer og sagde pænt farvel.
Det var et underligt møde, fordi vi fik sat ansigter på de mennekser som unden holdbar anklage anholder børn og mænd i Chandia Kheri og Jarel, burer dem inde og tæsker dem mens deres koner og mødre drikker smerterne væk derhjemme.
Pigeturen til Kota blev en vaeldig succe. Grunden til vi tog afsted var, at vi havde brug for at komme lidt vaek fra huset og Jhalrapattan og se noget andet, mens drengene havde lyst til at blive hjemme og slappe af. Busturen gik smertefrit, fordi alle (de indiske maend) var rigtig hjaelpsomme. Da vi ankom, gik vi lidt rundt i gaderne, satte os et sted og fik en kop chai, og tog derefter en tuktuk (lille taxa) hen til et hotel. Hotellet var ikke et tilfaeldigt valg, jeg havde laest om det i ’Rejsen rundt i Indien’. Hotellet var et palads fra den engelske kolonitid, som nu er privat ejet af Kotas kongefamilie (hver storby i Rajastan har en kongefamilie), som ogsaa selv bor paa paladset og driver hotel i den ene floej. Her indlogerede vi os paa to overdaadige vaerelser, som havde den flotteste udsigt ud over en smuk flod og Kota by. Dinner og breakfast fik vi paa paladset, hvor betjeningen bare var i top. Soendag formiddag tog vi ind og saa Kota city palace, hvor der var galleri, musseum, udstoppede dyr og smuk indisk arkitektur. Derefter smsede drengene til os, at de savnede os, og saa tog vi bussen hjem.
Vores lille weekendtur var skoen, vi noed den utroligt meget. Det var nu ogsaa ret underligt, fordi vi kom fra den rene fattigdom i Kanjarlandsbyerne til udsoegt luksus paa paladset. Det er ret unfair, at vi bare kan rejse vaek fra fattigdommen, og saa leje vaerelser paa et meget fint palads, naar Kanjarerne ingengang har raad til ordenligt toej. Man foeler sig meget som en hvid rig engelsk kolonist, der har pengene til at goere, hvad man har lyst til – og det er jo ogsaa naesten rigtigt.
Morten og Jeg tog en afslapende weekend, i modsætning til pigerne, troede vi. Det var meningen at vi skulle en hurtig tur på markedet for at indkøbe nogle småting og så ellers bare flade ud, høre noget musik og læse.
Pigerne tog afsted lørdag formiddag, og efter et kapitel eller to i Dan Turells bog 'Mord i Rodby' tog Morten og Jeg på markedet. Planen var at vi skulle købe en parasol, eller en lignende løsning, til at have på taget så man ville blive i stand til at opholde sig der oppe mellem solens op- og nedgang. Vi skulle også have planter til vores lille forhave, og et spejl til vores badeværelse. Da Indiens markeder er indrettet som alle andre markeder i Verden, med en gade eller område til hvert håndværk, skulle opgaven ikke være sværere end at finde gaden med henholdsvis botanister og paraply/parasol sælgere. Den slags fandet selvfølgelige ikke, men vi fik købt et mindre spejl af nogenlunde kvalitet. Da vi var hjemme igen var klokken slagen tre eller deromkring, og vi var udmattede. En gang hen på eftermiddagen kom en tv-journalist forbi (vi havde mødt ham tidligere hvor han filmede i Chandia Kheri til et indslag til tv-stationen Jain som dækker Rajastan-området) og filmede en smule og interviewede Morten og Jeg omkring vores arbejde. Det var ikke helt til at finde ud af, men det var evt. til nationalt tv. Men vi fik aftalt med ham at han vil ringe til os når han ved noget om hvornår indslaget vil blive sendt. Før aftensmaden gik vi med Pankaj op til byens fort, hvor der også ligger et tempel. Til aftensmad fik serveret min måske yndlingret hernede: Friturestegte chapatis, risengrød med rosiner og kokusnød, et sødt smagende sammenkog af tomater og løg, og en stærk (chilli) gang kartofler og grønsager.
Ved ti-tiden ankom vicepolitichefen og hendes assisten og bad os om at bekræfte at de oplysning de havde om os (kopier af vores pas og visum) var korrekte. Vi kunne ikke bekræfte på pigernes vegne, så vi aftale at mødes med dem søndag eftermiddag på politistationen (gisp, vi rejser på touristvisum).
Søndag var total afslapning for mig, og det var dejligt for en gangs skyld, indtil pigerne kom hjem og vi skulle over og snakke med politiet.
Da pigerne kom tog vi alle på politistationen, hvor de ventede os, og kom straks ind til Inspektøren. Han var ikke uniformeret og sad meget afslappet i hans stol, mens han en gang i mellem ræbede højlydt. Der blev snakket lidt frem og tilbage omkring hvad vi lavede her. I begyndelsen med en del skepsis og anklagende tone fra Inspektørens side, hvilket dog ændrede sig hurtigt. Vi aflevere vores pas, drak te og snakkede om vind og vejr (vi havde på forhånd aftalt at sige at vi underviste i matematik og engelsk, og intet andet). Vi fik også lov til at kigge deres forbryderalbum igennem, hvor stort set alle mændende og nogle af drengebørnene i vores landsbyer figurerede, og så skulle vi se ekstra godt efter en knægt, men ham sagde vi at vi ikke havde set, selvom han er elev i Jarel. Distriktsinspektøren var på dette tidspunk ankommet, med tre sølvstjerner og snip på skuldrene. Vi fik vores pas tilbage uden problemer og sagde pænt farvel.
Det var et underligt møde, fordi vi fik sat ansigter på de mennekser som unden holdbar anklage anholder børn og mænd i Chandia Kheri og Jarel, burer dem inde og tæsker dem mens deres koner og mødre drikker smerterne væk derhjemme.
tirsdag den 2. oktober 2007
Nu med billeder :-)
Hej nu sidder vi lige på kontoret i vores hus, og glæder os over at vi har fået internet.Vi har som I kan se lagt nogle billeder ind. Det første er af os (fra venstre Hans, Morten, Nanna, Stine og Sara), Idex-folkene og Kanjarbørnene i landsbyen Jarel. Det andet billede er af Sohan, Pankaj, Saroj, Naveen, Nanna, Hans og Stine foran vores hus.
Vi har på opfordring af flere af vore trofaste læsere valgt at bringe et afsnit om den indiske mad der serveres her i huset. Saroj er vores søde kok/husmoder. Det er hende som står for at lave alle dagens måltider. Om morgenen får vi enten en slags spicy (chili) kartoffelpandekager, tynde omeletter (også med chili), toast eller en slags byggrød med mælk (uden chili). Og selvfølgelig altid chai: indisk te blandet med meget mælk og sukker. Til frokost har vi vor
es ‘lunchbokses’ med ude i landsbyerne. I dem er der chapati (indiske fladbrød), årstidens grønsager og ris. Når vi kommer hjem er det tea time. Kl. otte er der aftensmad: Chapati, ris, dahl (linsesuppe), grønsager, agurker og tomater. I det meste af vores mad er der tilsat koriander og chili. OG ja, vi lever som vegetarer.Med hensyn til vores arbejde i landsbyerne, går det ok. Det er lidt besværligt nogle gange at få startet på undervisningen, fordi børnene ikke mere selv kommer hen til skolen. Nogle skal lave morgenmad til deres søskende, andre skal arbejde og forældrene opfordrer ikke rigtigt børnene til at komme i skole, fordi de endnu ikke har forstået vigtigheden i at deres børn bliver undervist. Men når så børnene kommer er de rigtig søde, og der skal ikke meget til at få dem til at grine.
Vi har nu i begge landsbyer haft besøg at politiet. I begge landsbyer tog de flere mænd med sig til fængslet. Det er hårdt at opleve, fordi det er så uretfærdigt. Kvinderne til de mænd, som er blevet tager drikker sig så fulde, og alt dette oplever børnene jo på tæt hold. Vi skal om et par uger have et møde med politiet om alle disse ‘anholdelser’.
I går var det Saras fødselsdag, og det fejrede vi ved at tage pænt indisk tøj på og hygge med lys og god mad. Det var dejligt med sådan en lidt speciel aften.
Hans og Nanna
onsdag den 26. september 2007
Tredje arbejdsdag
Saa er det mig, Nanna, der sidder paa en af Jhalarpattans internetcafeer (ok denbne her er der kun to computere, hvor kun den ene virker, saa cafe er maaske saa meget sagt) og vil skrive hjem til jer alle, om hvad vi gaar og laver og hvordan vi har det.
Idag var tredje arbejdsdag. Mortan og jeg tog ud til 'vores' landsaby fro at undervise, og Hans, Stine og Sara tog til den anden landsby. Vi undervisate idag boerne i alfabetet. Det er meget svaert, fordi de er vandt til, at de blot skal gentage, hvad laerene siger, saa de forstaar det ikke. Altsaa de kan alfabetetremsen, men ikke de enkelte bogstaver. Der er lang vej endnu til de kan det, men vi er ved godt mod, og haaber meget paa, at vi kan faa laewrt boernene det. Det er ioevrigt rigtigt, hvad Hans foer har skrevet, boernene er meget soede (jo Cathrine, det maa jeg nok indroemme) og meget smukke!
Baaede Hans, jeg og de tre andre synes det er haardt at se og isaer moede alle de boern og familier. De er simpelthen saa utroligt fattige, og deres fremtid ser ogsaa meget dyster ud. Naeste alle maendene drikker deres hjemmebraendte alkohol, og en del af kvinderne goer det ogsaa. Vi har moedt en mor, som havde drukket rigtig meget, fordi politiet samme morgen var komme og havde taget hendes soen og sat ham i faengsel, uden nogen grund. Eller grunden til at politiet gjorde det var, at saa ville moderen skaffe nogle penge (ved at saelge alkohol) og koebe sin soen fri. Forfaerdeligt. Det er bare et af de mange mange eksempler paa, hvordan Kanjarernes dagligdag er. En typisk indkomst for en Kanjar-familie er ioevirigt ca 100 Rs om dagen, ca 13 kr.. Det er haardt at hoere og se alt dette, men der er ogsaa en masse smaa glaeder i samfundet. Og det fantastiske er, at specielt vi frivillige er med til at skabe disse glaeder!
Det er meget fedt at vaere her! Vi faar utrolig meget (nogle gange for meget) opmaerkonsomhed fra lokalbefolkningen. Naar vi gaar paa gaden kigger alle efter os, og en aften, hvor vi var inde hos en skraeder og bestille noget toej, samlede der sig imens et stort 'publikum' sammen uden for butikken, bare for at se paa os hvide mennesker. De sammenligner os med alle de kendte som de ser i frensynet, for herude har de ikke rigtig set hvide mennesker andre steder end i fjernsynet. Der har ogsaa vaeret et billede af os i en Rajastan-avis, uden der rigtig stod noget specielt om os.
Men altsaa vi har det godt, og de tre andre danskere, Stine, Sara og Morten, er rigtig soede. Idex-guiderne og the staff i vores virkelig dejlige hus, er ogsaa rigtig venlige og vil os helt klart det bedste.
Det var alt for denne gang. Jeg haaber I alle har det godt i kolde Danmark :-)
Nanna
Idag var tredje arbejdsdag. Mortan og jeg tog ud til 'vores' landsaby fro at undervise, og Hans, Stine og Sara tog til den anden landsby. Vi undervisate idag boerne i alfabetet. Det er meget svaert, fordi de er vandt til, at de blot skal gentage, hvad laerene siger, saa de forstaar det ikke. Altsaa de kan alfabetetremsen, men ikke de enkelte bogstaver. Der er lang vej endnu til de kan det, men vi er ved godt mod, og haaber meget paa, at vi kan faa laewrt boernene det. Det er ioevrigt rigtigt, hvad Hans foer har skrevet, boernene er meget soede (jo Cathrine, det maa jeg nok indroemme) og meget smukke!
Baaede Hans, jeg og de tre andre synes det er haardt at se og isaer moede alle de boern og familier. De er simpelthen saa utroligt fattige, og deres fremtid ser ogsaa meget dyster ud. Naeste alle maendene drikker deres hjemmebraendte alkohol, og en del af kvinderne goer det ogsaa. Vi har moedt en mor, som havde drukket rigtig meget, fordi politiet samme morgen var komme og havde taget hendes soen og sat ham i faengsel, uden nogen grund. Eller grunden til at politiet gjorde det var, at saa ville moderen skaffe nogle penge (ved at saelge alkohol) og koebe sin soen fri. Forfaerdeligt. Det er bare et af de mange mange eksempler paa, hvordan Kanjarernes dagligdag er. En typisk indkomst for en Kanjar-familie er ioevirigt ca 100 Rs om dagen, ca 13 kr.. Det er haardt at hoere og se alt dette, men der er ogsaa en masse smaa glaeder i samfundet. Og det fantastiske er, at specielt vi frivillige er med til at skabe disse glaeder!
Det er meget fedt at vaere her! Vi faar utrolig meget (nogle gange for meget) opmaerkonsomhed fra lokalbefolkningen. Naar vi gaar paa gaden kigger alle efter os, og en aften, hvor vi var inde hos en skraeder og bestille noget toej, samlede der sig imens et stort 'publikum' sammen uden for butikken, bare for at se paa os hvide mennesker. De sammenligner os med alle de kendte som de ser i frensynet, for herude har de ikke rigtig set hvide mennesker andre steder end i fjernsynet. Der har ogsaa vaeret et billede af os i en Rajastan-avis, uden der rigtig stod noget specielt om os.
Men altsaa vi har det godt, og de tre andre danskere, Stine, Sara og Morten, er rigtig soede. Idex-guiderne og the staff i vores virkelig dejlige hus, er ogsaa rigtig venlige og vil os helt klart det bedste.
Det var alt for denne gang. Jeg haaber I alle har det godt i kolde Danmark :-)
Nanna
mandag den 24. september 2007
Foerste arbejdsdag
I dag var vi ude ved Kanjarene for at undervise. Stine og jeg tog sammen til den ene af de to smaa byer vi er tilknyttet til, og Morten, Sara og Nanna tog til den anden sammen med Nawn. Vi underviste fra 9 til 12 ca. Vi var ved skolen, skyggen fra et trae, kl 9, og ca. fem minutter over 9 kom den foerste elev, Anita. De ca 15 resterende boern kom i loebet af den naeste halve time. De er utroligt soede, og de kan faktisk en del. Tal, og tabellerne fra 2-10 har de aeldre elever nogenlunde styr paa, men engelsk kan de ikke meget af. Vi lavede nogle lege med dem, og det va de rigtig glade for. Selv om de er fattige og udstoedte har boernene stadig mod paa livet, og de er ikke bange for at smile.
Kl 12 spiste vi vores medbragte frokost, og derefter startede vi vores 'survey'. Vi gaar fra hus til hus og noterer hvor mange der bor i huset og om de er raske eller ej, om de gaar i skole, hvor meget de tjener, hvilket stand deres hus er i osv. Det tjener baade som en slags uofficiel folketaelling, men ogsaa et hjaelpemiddel til at vi kan foelge den udvikling som forhaabentlig kommer til at finde sted.
Stort set alle maendene drikker og ryger, saa nogle husstande blev vi noedt til at springe over i dag, fordi manden i huset var for fuld til at vaere trovaerdig.
Kanjarene har det meget haardt, men kvinderne har mod, og det er slet ikke til at forstaa hvordan de kan have det i en verden hvor deres boern og maend bliver anholdt af politiet uden grund, og hvor alkohol praeger deres liv i alt for hoej grad.
Jeg er mgeet traet lige nu, jeg sidder paa byens netcafe sammen med stine, igen. Internettet i vores hus kan forventes om en uges tid. Og hvis ikke i denne uge, saa maaske naeste. Saadan er det vist bare her nede.
Stine og jeg blev inviteret hjem til Sarotch (stavemaaden er ikke vandsikker), hvor der inden for de sidste 21 dage var blevet foedt to smaa piger. Familiens fire generationer var der for at hilse paa os, 18 i alt bor de under samme tag. Og Sarotchs far er hele 85 aar gammel, en utrolig alder her nede.
Jeg slutter for nu. Savner Jer alle !
/Hans
FELJ og MNAGLER: Det famoeese og foeromtalte Lotos-tempel staves ved naermere omtanke med et u, saaledes at det endelige resultat bliver Lotus-templet. Og det er stadig meget flot.
Kl 12 spiste vi vores medbragte frokost, og derefter startede vi vores 'survey'. Vi gaar fra hus til hus og noterer hvor mange der bor i huset og om de er raske eller ej, om de gaar i skole, hvor meget de tjener, hvilket stand deres hus er i osv. Det tjener baade som en slags uofficiel folketaelling, men ogsaa et hjaelpemiddel til at vi kan foelge den udvikling som forhaabentlig kommer til at finde sted.
Stort set alle maendene drikker og ryger, saa nogle husstande blev vi noedt til at springe over i dag, fordi manden i huset var for fuld til at vaere trovaerdig.
Kanjarene har det meget haardt, men kvinderne har mod, og det er slet ikke til at forstaa hvordan de kan have det i en verden hvor deres boern og maend bliver anholdt af politiet uden grund, og hvor alkohol praeger deres liv i alt for hoej grad.
Jeg er mgeet traet lige nu, jeg sidder paa byens netcafe sammen med stine, igen. Internettet i vores hus kan forventes om en uges tid. Og hvis ikke i denne uge, saa maaske naeste. Saadan er det vist bare her nede.
Stine og jeg blev inviteret hjem til Sarotch (stavemaaden er ikke vandsikker), hvor der inden for de sidste 21 dage var blevet foedt to smaa piger. Familiens fire generationer var der for at hilse paa os, 18 i alt bor de under samme tag. Og Sarotchs far er hele 85 aar gammel, en utrolig alder her nede.
Jeg slutter for nu. Savner Jer alle !
/Hans
FELJ og MNAGLER: Det famoeese og foeromtalte Lotos-tempel staves ved naermere omtanke med et u, saaledes at det endelige resultat bliver Lotus-templet. Og det er stadig meget flot.
Abonner på:
Opslag (Atom)