Et for tidligt farvel til Jhalarpattan

Jeg sidder paa en internet café i Jaipur. Eller café er maaske saa meget sagt. Jeg kom ind af en bagdoer til et privat hus og ind i et sovevaerelse, hvor der staar en computer. Men altsaa computeren er fin og internettet viker, saa jeg klager ikke. Man skal godt nok trykke ret haardt paa tasterne for at der kommer noget frem, saa jeg undskylder eventuelle manglende bogstaver. Hans sidder henne paa IDEX-office tre huse vaek og laver de sidste rettelser til surveyen for de to Kanjarlandsbyer sammen med Sara.
Nu er der maaske nogle der, mens de laeser dette, taenker “Hey, Hans og Nanna skulle da ikke vaere i Jaipur nu… De burde da vaere i Jhalarpattan og nyde deres sidste uge I byen… mystisk…”. Til dette kan jeg kun sige: Ja rigtig taenkt. Projektet er planlagt til at slutte d. 9. december, og foerst derefter skal vi rejse videre rundt I Indien. Men saadan ville skaebnen (eller politiet i Jhalawar-distriktet) ikke have det skulle gaa os.

Det hele startede egentligt for en maaned siden, hvor politiet tog vores pas. Grunden til dette var, at der i vores pas udtykkeligt staar, at vi ikke maa udfoere volentoerarbejde, og at vi blot er turister. Det er ikke saa godt, fordi der i omkring 10-12 artikter i de lokale og lidt stoerrere aviser har staaet, at vi er volentoere og udfoerer volentoerarbejde. I loebet af den sidste maened har IDEX saa forhandlet vildt og haeftigt frem og tilbage med politiet og indenrigsministeriet (isaer Seema Singh) i Rajasthan, om at vi kunne faa vores pas tilbage – uden nogle specielle stempler i.

Ok det var en lille opdate, nu er vi saa fremme ved den naermere nutid, helt praecist i fredags. Fredag aften fik vi at vide, at vi skulle komme ned paa politistationen og faa vores pas tilbage. Vi blev vildt glade og planlagde med det sammen at holde en jule-pas-fest, naar vi kom tilbage i god behold med vores pas i haanden. MEN denne glaede blev hurtig vendt til frygt, for da vi kom ned paa stationen og fik at vide, at vi skulle underskrive et eller andet stykke papir med hinduskrift. Paa dette dokument stod der, at vi skulle forlade JHALAWAR-DISTRIKTET med det samme. Vi ringede omgaaende til Kusum (lederen af IDEX) og SP’en (den oeverste mand inden for politiet i distriktet). Men der var intet at goere. Det eneste vi kunne forlange var at faa dokumentet oversat til engelsk, komme den naeste dag, laese det og skrive under.
Vi gik hjem til huset. Vi var utroligt vrede og kede af det hele. Jeg ringede til MS og forklarede situationen, men der var intet de kunne goere. Sara, Morten og jeg ringede derefter til Kusum, hvor der heller ikke var meget hjaelp at hente.
Denne fredag aften blev der ikke megen festen, derimod var der mere vrede, graeden og troesten. Vores kaere familie Saroj, Sohan, Pankaj, Adul (den nye guide), Sally, Nana og Silvia (de tre nye volentoere) var ogsaa meget ked af det. Vi gik I seng.

Den naeste loerdag morgen proevede Sara og jeg at kaempe for, at vi kunne faa lov til at faa et par dage til at pakke i, sige farvel til vores venner i byen og til boernene og arrangere nye rejsebiletter. Vi skrev et par formelle breve og ringede rund til nogle forskellige kontakter, men efter et par timer gik det op for os, at der ikke var noget at goere. Vi var tvunget til at forlade Jhalawar-distriket, Jhalarpattan, vores indiske venner i byen, alle vores soede Kanjar-boern, huset og vores egen indiske familie. Vi tog igen meget modvilligt hen paa politistationen. Her blev vi moedt at et nu engelsk dokument hvorpaa der stod, at vi skulle forlade INDIEN 'immediately'. Vi blev helt bange, og vi bad straks om at se vores pas. Heldigvis var der ingen deportationsstempler i dem, saa vi underskrev (paa en meget aabenlys vred maade) papiret. Det er klart for os, at det er Seema Singh fra indenrigsministeriet, der har faaet det ordnet saadan, at vi ikke i realiteten bilver smidt ud af landet - det er vi kun blevet paa papir. Men vi er blevet tvunget til at forlade omraadet. Det betoed for os, at vi brugte loerdag eftermiddag paa at tage rundt i Jhalarpattan og sige farvel til alle, vi var blevet venner med. Sarojs familie, vores skraedder venner, Aratna familien, Deepaks familie, laereren Saroj, hendes familie osv... Det var meget haardt og svaert for os, fordi det hele skulle goeres paa en gang.
Omkring 20-21 tiden koerte vi i jeep ud til de to Kanjarlandsbyer for at sige farvel til boernene. Det var moerkt, nogle sov, foraeldrene var enten fulde eller helt vaek. Det var en forfaerdelig oplevelse at skulle rejse fra disse boern paa en saadan maade. Jeg har en masse billeder inden i hovedet af, hvodan boernene saa ud, hvordan de stod og nogle graed, men jeg kan ikke igtig faa disse billeder ned paa skrift lige nu...
Hjem og pakke, sige mere farvel og graede endnu endnu engang. Kl 4AM koerte politiet forbi for at spoerge om vi ikke snart skred ud af byen. Paa samme tid kom heldigvis vores taxa, som skulle fragte os til Jaipur hen til IDEX headoffice.
Nu er vi saa i Jaipur. Vi har faaet snakket med IDEX, sovet en masse (vi er dog stadig traette) og lagt nye planer. Vi er langsomt ved at komme os over den pludselige og meget ubehagelige afrejse fra Jhalarpattan, og der vil gaa tid endnu foer, vi rigtig forstaar, hvad der skete og hvorfor. Trods alt det triste og haarde vi har gaaet igennnem de sidste par dage, er vi glade for at vi 5 stadig er sammen og holder sammen. Vi er utroligt glade for vores tid i Jhalarpattan med boernene og familien. Det glemmer vi aldrig.

Stine, Sara og Morten tager til Delhi paa fredag, mens Hans og jeg har valgt en helt anden vej. Vi har valgt at aendre vores rejselaner totalt. Vi tager til Kerala, som er en delstat, der ligger helt i det sydlige Indien. Vi tager et tog fra Jaipur paa fredag kl 10AM og er i Keralas stoerste by soendag kl 4AM. Det er en 2729 km lang rejse, som vi er meget spaendte paa. I Kerala er der varmt (30-35 grader, hvor der i Jaipur nu kun er omkring 16-22 grader), der er strand, garanteret mange soede mennesker og vi haaber kraftigt paa at faa spist en masse grillet hummer dernede. Nu har vi virkelig brug for at faa slappet af oven paa det hele.

Naa nu vil jeg slutte dette lange indlaeg. Jeg ved, det er blevet meget foelelsesladet og maaske lidt hoejtideligt, og at det kan lyde meget trist. Det afspejler meget godt vores situation. Men vi er ved at blive i bedre humoer nu og glaeder os til at se, hvad mere Indien har at byde paa.

Hans og Nanna