Jeg sidder paa en internet café i Jaipur. Eller café er maaske saa meget sagt. Jeg kom ind af en bagdoer til et privat hus og ind i et sovevaerelse, hvor der staar en computer. Men altsaa computeren er fin og internettet viker, saa jeg klager ikke. Man skal godt nok trykke ret haardt paa tasterne for at der kommer noget frem, saa jeg undskylder eventuelle manglende bogstaver. Hans sidder henne paa IDEX-office tre huse vaek og laver de sidste rettelser til surveyen for de to Kanjarlandsbyer sammen med Sara.
Nu er der maaske nogle der, mens de laeser dette, taenker “Hey, Hans og Nanna skulle da ikke vaere i Jaipur nu… De burde da vaere i Jhalarpattan og nyde deres sidste uge I byen… mystisk…”. Til dette kan jeg kun sige: Ja rigtig taenkt. Projektet er planlagt til at slutte d. 9. december, og foerst derefter skal vi rejse videre rundt I Indien. Men saadan ville skaebnen (eller politiet i Jhalawar-distriktet) ikke have det skulle gaa os.
Det hele startede egentligt for en maaned siden, hvor politiet tog vores pas. Grunden til dette var, at der i vores pas udtykkeligt staar, at vi ikke maa udfoere volentoerarbejde, og at vi blot er turister. Det er ikke saa godt, fordi der i omkring 10-12 artikter i de lokale og lidt stoerrere aviser har staaet, at vi er volentoere og udfoerer volentoerarbejde. I loebet af den sidste maened har IDEX saa forhandlet vildt og haeftigt frem og tilbage med politiet og indenrigsministeriet (isaer Seema Singh) i Rajasthan, om at vi kunne faa vores pas tilbage – uden nogle specielle stempler i.
Ok det var en lille opdate, nu er vi saa fremme ved den naermere nutid, helt praecist i fredags. Fredag aften fik vi at vide, at vi skulle komme ned paa politistationen og faa vores pas tilbage. Vi blev vildt glade og planlagde med det sammen at holde en jule-pas-fest, naar vi kom tilbage i god behold med vores pas i haanden. MEN denne glaede blev hurtig vendt til frygt, for da vi kom ned paa stationen og fik at vide, at vi skulle underskrive et eller andet stykke papir med hinduskrift. Paa dette dokument stod der, at vi skulle forlade JHALAWAR-DISTRIKTET med det samme. Vi ringede omgaaende til Kusum (lederen af IDEX) og SP’en (den oeverste mand inden for politiet i distriktet). Men der var intet at goere. Det eneste vi kunne forlange var at faa dokumentet oversat til engelsk, komme den naeste dag, laese det og skrive under.
Vi gik hjem til huset. Vi var utroligt vrede og kede af det hele. Jeg ringede til MS og forklarede situationen, men der var intet de kunne goere. Sara, Morten og jeg ringede derefter til Kusum, hvor der heller ikke var meget hjaelp at hente.
Denne fredag aften blev der ikke megen festen, derimod var der mere vrede, graeden og troesten. Vores kaere familie Saroj, Sohan, Pankaj, Adul (den nye guide), Sally, Nana og Silvia (de tre nye volentoere) var ogsaa meget ked af det. Vi gik I seng.
Den naeste loerdag morgen proevede Sara og jeg at kaempe for, at vi kunne faa lov til at faa et par dage til at pakke i, sige farvel til vores venner i byen og til boernene og arrangere nye rejsebiletter. Vi skrev et par formelle breve og ringede rund til nogle forskellige kontakter, men efter et par timer gik det op for os, at der ikke var noget at goere. Vi var tvunget til at forlade Jhalawar-distriket, Jhalarpattan, vores indiske venner i byen, alle vores soede Kanjar-boern, huset og vores egen indiske familie. Vi tog igen meget modvilligt hen paa politistationen. Her blev vi moedt at et nu engelsk dokument hvorpaa der stod, at vi skulle forlade INDIEN 'immediately'. Vi blev helt bange, og vi bad straks om at se vores pas. Heldigvis var der ingen deportationsstempler i dem, saa vi underskrev (paa en meget aabenlys vred maade) papiret. Det er klart for os, at det er Seema Singh fra indenrigsministeriet, der har faaet det ordnet saadan, at vi ikke i realiteten bilver smidt ud af landet - det er vi kun blevet paa papir. Men vi er blevet tvunget til at forlade omraadet. Det betoed for os, at vi brugte loerdag eftermiddag paa at tage rundt i Jhalarpattan og sige farvel til alle, vi var blevet venner med. Sarojs familie, vores skraedder venner, Aratna familien, Deepaks familie, laereren Saroj, hendes familie osv... Det var meget haardt og svaert for os, fordi det hele skulle goeres paa en gang.
Omkring 20-21 tiden koerte vi i jeep ud til de to Kanjarlandsbyer for at sige farvel til boernene. Det var moerkt, nogle sov, foraeldrene var enten fulde eller helt vaek. Det var en forfaerdelig oplevelse at skulle rejse fra disse boern paa en saadan maade. Jeg har en masse billeder inden i hovedet af, hvodan boernene saa ud, hvordan de stod og nogle graed, men jeg kan ikke igtig faa disse billeder ned paa skrift lige nu...
Hjem og pakke, sige mere farvel og graede endnu endnu engang. Kl 4AM koerte politiet forbi for at spoerge om vi ikke snart skred ud af byen. Paa samme tid kom heldigvis vores taxa, som skulle fragte os til Jaipur hen til IDEX headoffice.
Nu er vi saa i Jaipur. Vi har faaet snakket med IDEX, sovet en masse (vi er dog stadig traette) og lagt nye planer. Vi er langsomt ved at komme os over den pludselige og meget ubehagelige afrejse fra Jhalarpattan, og der vil gaa tid endnu foer, vi rigtig forstaar, hvad der skete og hvorfor. Trods alt det triste og haarde vi har gaaet igennnem de sidste par dage, er vi glade for at vi 5 stadig er sammen og holder sammen. Vi er utroligt glade for vores tid i Jhalarpattan med boernene og familien. Det glemmer vi aldrig.
Stine, Sara og Morten tager til Delhi paa fredag, mens Hans og jeg har valgt en helt anden vej. Vi har valgt at aendre vores rejselaner totalt. Vi tager til Kerala, som er en delstat, der ligger helt i det sydlige Indien. Vi tager et tog fra Jaipur paa fredag kl 10AM og er i Keralas stoerste by soendag kl 4AM. Det er en 2729 km lang rejse, som vi er meget spaendte paa. I Kerala er der varmt (30-35 grader, hvor der i Jaipur nu kun er omkring 16-22 grader), der er strand, garanteret mange soede mennesker og vi haaber kraftigt paa at faa spist en masse grillet hummer dernede. Nu har vi virkelig brug for at faa slappet af oven paa det hele.
Naa nu vil jeg slutte dette lange indlaeg. Jeg ved, det er blevet meget foelelsesladet og maaske lidt hoejtideligt, og at det kan lyde meget trist. Det afspejler meget godt vores situation. Men vi er ved at blive i bedre humoer nu og glaeder os til at se, hvad mere Indien har at byde paa.
Hans og Nanna
tirsdag den 4. december 2007
fredag den 23. november 2007
Stegt sild i eddike
Da vi var i Jaipur, efter at have stemt på Den Danske Ambassade i Delhi, blev Hans syg. Vi troede først at det var et maveonde kombineret med feber, og da vi tog på hospitalet i Jaipur den 9. sagde de da også at han bare skulle tage nogle piller mod diarre og nogle andre til at stabilisere maven. Det hjalp, men han red desværre feberen af under diwali-festivallen, så den fik han desværre ikke set så meget af. Vi hold diwali i Bheslana, som ligger 1 time nordvest for Jaipur, ude i en sandørken (dog med en del fyrretræer). 
Søndag tog vi tilbage til Jaipur og besøgte Seema Singh, som er Minister of Home Security i Rajastan. Hun havde personligt taget sig af sagen omkring vores pas, og forsikrede os om at vi snart ville få dem igen, og at vi ikke ville blive smidt ud af landet. Vi drak te hjemme i hendes residens. Det anses for en måde at sige tak på, at man drikker te hos en person som har hjulpet en, i hvert fald når man er fra vesten.
Natten mellem søndag og mandag rejste vi hjem med Blueline bus, som er statens langtursbuslinier. Det tog 8 timer + en punktering og vi var fremme ved 7 tiden mandag morgen. Blueline-busser har et spottet ry hernede. I år er over 100 mennesker døde i Blueline-busser som har kørt for hurtigt eller af anden grund er kørt af vejen. Selve busserne er forældede, og staten har fundet ud af at de skal have købt nogle nye, så forbedringen er på vej. Mandag havde Hans det helt fint igen, ingen feber eller noget. Men om eftermiddagen kom feberen igen, og tirsdag tog vi igen på hospitalet, denne gang i Jhalarpatan. De tog en blodprøve og lavede malariatest, som viste negativ. Den indiske læge vi snakkede med anbefalede Hans at tage malariapiller alligevel, for testen var kun 75% sikker, det var vores danske læge enig i. Den danske læge er uddannet tropelæge og er tilknyttet vores forsikring, Gauda, så ham kan vi ringe til 24 timer i døgnet. Torsdag var situationen med Hans ikke blevet bedre, og vi måtte igen på hospitalet, denne gang valgte vi en privatklinik. Hans havde nu oven i feberen også noget som føltes som halsbetændelse. På privatklinikken tog de igen malariatest, som nu viste positiv, og de diagnostiserede problemet med Hans' hals som en infektion. De malariapiller han havde taget viste sig ikke at have nogen effekt på den slags malaria som han havde påtaget sig, og han fik nu nye piller og antibiotika mod halsen. Fredag var halsen så gal at han slet ikke kunne synke, og ved aften tid var han meget dehydreret, så dette udløste en tur til hospitalet igen. Privatklinikken havde lukket, klokken var også over 21, så vi kørte til et nyt, stort og flot privathospital, hvor han blev indlagt med drop i armen, og fik sin medicin gennem samme. Søndag blev Hans så udskrevet en gang over middag. Halsen fik det bedre meget stille og roligt, og omkring onsdag kunne han spise lidt igen, og nu fredag er der stort set ingen smerter tilbage i halsen. Så nu er det bare et spørgsmål om at få noget næring i kroppen og få startet stille og roligt igen. Mandag er et realistisk bud på at begynde at arbejde igen.
I mens alt dette har vi fået tre nye frivillige herned: Nana, Sally og Sylvia. Nana og Sally er fra Danmark, og Sylvia er fra England. De lader til at være flinke og meget opsatte på at arbejde med projektet her. De overtager når vi stopper den 9. decebmer, så de næste to uger skal de sættes ind i undervisninger og arbejdet efter skole. Vi er også begyndt at vise dem byen her, hvordan de sætter taletid på deres telefoner, hvor de gode skræddere er, hvor man køber frugt og grønt og så videre og videre. De skal nok blive gode.
Vores pas har vi endnu ikke set noget til, og vi må da sige at vi kraftigt håber at vi får dem meget snart. Det ville være ret skørt at strande hernede, fordi nogle politimænd ikke gider at sende passene til bage til os, eller bare pga Indiens store buraukratiske system. Så vidt vi ved er pasene lige nu i Jaipur, og vi har hørt at vi kunne hente dem der den 24. november. Vi håber meget at det holder, men Idex ligger stadig rigtig meget arbejde i at fremskaffe dem, så helt lige til er det åbentbart ikke. Men så snart vi har dem i hånden skriver vi et indlæg her, og råber "hurra !".
Onsdag aften var vi til et bryllup nede i byen, Hans blev der kun en halvtimestid, men det var en oplevelse alligevel. Man kom ind gennem en port til en stor gård som var udsmykket med stof på alle vægge og på jorden. I et hjørne var der lysnende dansegulv og DJ. Og midt for sad bruden og gommen, hævet på et platau, på en fin trone. Og foran sad alle gæsterne på fine stole. På det omkring liggende tag, kun en egage oppe, var der også fyldt med gæster, for der var buffeen.
I weekenden er der kamelmarked i byen. Når vi kører på arbejde hver dag, har vi fulgt med i hvordan markedspladsen vokser i størrelse dag for dag. Vi glæder os meget til imorgen at se, hvordan sådan et marked/byfest er i Jhalarpatan.
Her er en liste over hvad Hans har lyst til lige nu:
Flæskesteg, Rulepølse, spegepølse, stegt sild i eddike, marineret sild, kryddersild, karrysalat, sylte med sennep og syltede rødbeder, god dansk rugbrød, æg, sardiner, ris á la mande.
Nanna har bare lyst til noget mynthe fra haven i Kongerslev (som dog nok på dette tidspunkt ikke ligefrem er så høstbar) til hende te.
- Hans og Nanna
I mens alt dette har vi fået tre nye frivillige herned: Nana, Sally og Sylvia. Nana og Sally er fra Danmark, og Sylvia er fra England. De lader til at være flinke og meget opsatte på at arbejde med projektet her. De overtager når vi stopper den 9. decebmer, så de næste to uger skal de sættes ind i undervisninger og arbejdet efter skole. Vi er også begyndt at vise dem byen her, hvordan de sætter taletid på deres telefoner, hvor de gode skræddere er, hvor man køber frugt og grønt og så videre og videre. De skal nok blive gode.
Vores pas har vi endnu ikke set noget til, og vi må da sige at vi kraftigt håber at vi får dem meget snart. Det ville være ret skørt at strande hernede, fordi nogle politimænd ikke gider at sende passene til bage til os, eller bare pga Indiens store buraukratiske system. Så vidt vi ved er pasene lige nu i Jaipur, og vi har hørt at vi kunne hente dem der den 24. november. Vi håber meget at det holder, men Idex ligger stadig rigtig meget arbejde i at fremskaffe dem, så helt lige til er det åbentbart ikke. Men så snart vi har dem i hånden skriver vi et indlæg her, og råber "hurra !".
Onsdag aften var vi til et bryllup nede i byen, Hans blev der kun en halvtimestid, men det var en oplevelse alligevel. Man kom ind gennem en port til en stor gård som var udsmykket med stof på alle vægge og på jorden. I et hjørne var der lysnende dansegulv og DJ. Og midt for sad bruden og gommen, hævet på et platau, på en fin trone. Og foran sad alle gæsterne på fine stole. På det omkring liggende tag, kun en egage oppe, var der også fyldt med gæster, for der var buffeen.
I weekenden er der kamelmarked i byen. Når vi kører på arbejde hver dag, har vi fulgt med i hvordan markedspladsen vokser i størrelse dag for dag. Vi glæder os meget til imorgen at se, hvordan sådan et marked/byfest er i Jhalarpatan.
Her er en liste over hvad Hans har lyst til lige nu:
Flæskesteg, Rulepølse, spegepølse, stegt sild i eddike, marineret sild, kryddersild, karrysalat, sylte med sennep og syltede rødbeder, god dansk rugbrød, æg, sardiner, ris á la mande.
Nanna har bare lyst til noget mynthe fra haven i Kongerslev (som dog nok på dette tidspunkt ikke ligefrem er så høstbar) til hende te.
- Hans og Nanna
torsdag den 8. november 2007
Vi lever stadig
Undskyld manglen paa blog indlaeg de seneste to uge. Vi har haft nogle meget turbulente uger. Der har blandt andet vaeret problemer med politiet og vores visum. Problemerne har faktisk vaeret saa store at vi risikerede doportation. Vi tror nu at problemerne omkring vores visum er loest. Stor tak til IDEX's hovedkontor som har behandlet sagen. Politiet har dog stadig vores pas, men vi forventer at kunne hente dem i Jhalarwar paa mandag. Der har ogsaa vaeret kommunikationsproblemer med vores guide/translatoer, som desvaerre viste sig at bunde i en mere alvorlig pengeaffaere. Dette har nu foert til at han er blevet fyret fra organisationen, og vi faar en ny guide fra paa mandag.
Den forgaaende weekend tog vi alle sammen til Delhi for at stemme til det danske folketingsvalg på Den Danske Ambassade. Derefter rejste vi til Jaipur for at holde nogle forskellige møder (omkring pas- og guidesituation) på IDEX’s hovedkontor, og for at ordne noget papirarbejde. Vi bliver i Jaipur til Diwali den 9. November, som vi holder med Sohans familie den 9. og 10. Diwali er hinduernes største højtid, og alle er lige nu ved at male deres huse, gøre hovedrent og købe nyt tøj.
Her kommer en lille opdatering fra vores weekend for to uger siden, da vi foerste gang var i Jaipur:
Forrige weekend var Stine, Sara , Nanna og Jeg i Jaipur. Vi boede på Hotel Diggi Palace. Det var rigtig flot, med tjenere og god morgenmad - inkl. kaffe ! Vi var rundt for at se byen. Vi så City Palace, som er utroligt flot og meget stort, her spiste vi frokost lørdag. Derefter var vi rundt på noget shopping, og om aftenen tog vi i Raj Mandir, som eftersigende er en af verdens største biografer - i hvert fald er det Indiens stoerste. Den var helt sikkert stor, og meget flot udsmykket. Søndag tog vi til Amber Fort, og så verdens andenstørste palads. Det ligger oppe på et bjerg, så vi red på elefanter der op. Det var noget af en oplevelse. På vejen tilbage så vi Water Palace, som er et palads som ligger midt ude i en sø. Søndag eftermiddag gik også med lidt shopping, og så spiste vi aftensmad på Restaurant Copper Chimney, hvilket var meget lækkert.
Det var alt for denne gang.
//Nanna og Hans
Den forgaaende weekend tog vi alle sammen til Delhi for at stemme til det danske folketingsvalg på Den Danske Ambassade. Derefter rejste vi til Jaipur for at holde nogle forskellige møder (omkring pas- og guidesituation) på IDEX’s hovedkontor, og for at ordne noget papirarbejde. Vi bliver i Jaipur til Diwali den 9. November, som vi holder med Sohans familie den 9. og 10. Diwali er hinduernes største højtid, og alle er lige nu ved at male deres huse, gøre hovedrent og købe nyt tøj.
Her kommer en lille opdatering fra vores weekend for to uger siden, da vi foerste gang var i Jaipur:
Forrige weekend var Stine, Sara , Nanna og Jeg i Jaipur. Vi boede på Hotel Diggi Palace. Det var rigtig flot, med tjenere og god morgenmad - inkl. kaffe ! Vi var rundt for at se byen. Vi så City Palace, som er utroligt flot og meget stort, her spiste vi frokost lørdag. Derefter var vi rundt på noget shopping, og om aftenen tog vi i Raj Mandir, som eftersigende er en af verdens største biografer - i hvert fald er det Indiens stoerste. Den var helt sikkert stor, og meget flot udsmykket. Søndag tog vi til Amber Fort, og så verdens andenstørste palads. Det ligger oppe på et bjerg, så vi red på elefanter der op. Det var noget af en oplevelse. På vejen tilbage så vi Water Palace, som er et palads som ligger midt ude i en sø. Søndag eftermiddag gik også med lidt shopping, og så spiste vi aftensmad på Restaurant Copper Chimney, hvilket var meget lækkert.
Det var alt for denne gang.
//Nanna og Hans
torsdag den 25. oktober 2007
Arbejde, Jaipur og valg
Nu er det blevet tid til et lille indlæg igen. Vores weekend bød mest på afslapning, og Nanna og de andre var til Ghalba (Hinduistisk dans som bruges under Navaratra-festen, for at hylde guderne) mens Hans lå syg (men allerede mandag var jeg frisk igen).
Arbejdet skrider fremad. I Chandiya Kheri er vi så småt ved at være klar til at bygge en skolebygning. Stine og jeg har i denne uge været rundt i Jhalrapattan for at samle penge og materialer sammen til byggeriet. Vi prøver at få så mange til at hjælpe som muligt, for på den måde kan vi få snakket med en hel masse mennesker og derigennem fremme vores sag. Planen er at byggeriet skal starte på mandag. Men lad os nu se; når man i Indien siger mandag mener man onsdag eller torsdag, ligesom at fem minutter ofte betyder tyve minutter.
I Jarel er Nanna, Sara og Morten begyndt at renovere skolen indvendigt. Det er hårdt arbejde, for alt cementen på væggene skulle raves ned, og nu skal der nyt op. Bagefter skal væggene males hvide og alfabetet, tallene og hindi alfabetet skal males op, hvilket vi gør sammen med børnene. Det bliver sjovt !
En af kvinderne i Chandiya Kheri fødte i nat tvillinger: To drengebørn, sunde og raske. Stine og jeg så dem i dag, de var meget små og meget søde.
I morgen tager vi og Stine til Jaipur, som er den største, og hovedstaden, i Rajasthan. Det bliver en forlænget weekendtur, hvor vi forhåbentlig skal mødes med nogle fra IDEX, og ellers bare se byen. Nanna skal måske også mødes med hendes veninde Viktoria.
Det tager ca. 8-10 timer at komme til Jaipur.
Valg i Danmark
Vi har hørt at der er udskrevet valg, og at valgdagen falder den 13. november. Vi vil jo meget gerne være med til at påvirke demokratiet i Danmark, og derfor har vi snakket med Den Danske Ambassade i Delhi. Der fik vi at vide at vi godt kan stemme, hvis vi kommer til ambassaden og afgiver vores stemme inden den 6. november. Så det tager vi op på vores ugentlige husmøde i aften, og snakker med de andre om hvad vi skal gøre.
Arbejdet skrider fremad. I Chandiya Kheri er vi så småt ved at være klar til at bygge en skolebygning. Stine og jeg har i denne uge været rundt i Jhalrapattan for at samle penge og materialer sammen til byggeriet. Vi prøver at få så mange til at hjælpe som muligt, for på den måde kan vi få snakket med en hel masse mennesker og derigennem fremme vores sag. Planen er at byggeriet skal starte på mandag. Men lad os nu se; når man i Indien siger mandag mener man onsdag eller torsdag, ligesom at fem minutter ofte betyder tyve minutter.
I Jarel er Nanna, Sara og Morten begyndt at renovere skolen indvendigt. Det er hårdt arbejde, for alt cementen på væggene skulle raves ned, og nu skal der nyt op. Bagefter skal væggene males hvide og alfabetet, tallene og hindi alfabetet skal males op, hvilket vi gør sammen med børnene. Det bliver sjovt !
En af kvinderne i Chandiya Kheri fødte i nat tvillinger: To drengebørn, sunde og raske. Stine og jeg så dem i dag, de var meget små og meget søde.
I morgen tager vi og Stine til Jaipur, som er den største, og hovedstaden, i Rajasthan. Det bliver en forlænget weekendtur, hvor vi forhåbentlig skal mødes med nogle fra IDEX, og ellers bare se byen. Nanna skal måske også mødes med hendes veninde Viktoria.
Det tager ca. 8-10 timer at komme til Jaipur.
Valg i Danmark
Vi har hørt at der er udskrevet valg, og at valgdagen falder den 13. november. Vi vil jo meget gerne være med til at påvirke demokratiet i Danmark, og derfor har vi snakket med Den Danske Ambassade i Delhi. Der fik vi at vide at vi godt kan stemme, hvis vi kommer til ambassaden og afgiver vores stemme inden den 6. november. Så det tager vi op på vores ugentlige husmøde i aften, og snakker med de andre om hvad vi skal gøre.
Nanna og Hans
fredag den 19. oktober 2007
Leg, skole, dit og dat
Så er det vist tid til endnu et blogindlæg fra Jhalarpattan. Vi har det stadig godt, er ved godt mod, er sunde og raske og husker at børster vores tænder to gange om dagen. Vores arbejde i landsbyerne er spændende. Der sker hele tiden nogle nyt og uventet hver dag - både på godt og ondt. Jeg synes, det var på tide at vise nogle flere billeder fra vores hverdag, så det vil jeg hermed gøre.
Det første billede er fra Jarel, hvor Sara, Hans og Stine leger Boggie-Woggie med børnene.
Det første billede er fra Jarel, hvor Sara, Hans og Stine leger Boggie-Woggie med børnene.
Det andet billede er af den indiske lærerinde Roukshanna og Nanna, som er ved at undervise i matematik på hindi (jo jo, vi lærer skam også lidt sprog, og jeg kan fx næsten tælle til 30 på hindi).
Det tredje billede er rigtig godt, synes jeg. Det er et Hans har taget på en tankstation i Jhalarpattan. Lastbilen er fyldt til randen med arbejdere, som skal ud og høste. Høsten er godt igang hernede, og da industrialiseringsprocessen er i gang i Indien, men ikke fuldendt, bruges der nogle steder, som her, meget mere menneskelig arbejdskraft end vi er vandt til i Danmark for at få høsten i hus. Det var et rigtig flot syn!
Og så lige lidt om igår:
Vi havde en begivenhedsrig og dejlig dag. Først underviste vi vores kære børn i hver vores landsby, Hans og Stine i Chandiya Kheri og Nanna, Sara og Morten i Jarel. Derefter mødtes vi alle i Jarel, hvor der skulle slæbes sten og jord. Dagen forinden havde der nemlig været 5 traktorarbejdere, som havde misforstået 3 vognlæs jord med 23 vognlæs jord. Disse 23 vognlæs jord var så blevet placeret foran skolen så hele "legepladsen" og vores "andet klasseværelse" (som er under et træ) var blevet tildynget med store bunker jord og store sten.. hmm.. Efter dette arbejde tog vi hjem, hvilede, spillede kort (jeg vandt med stort over Hans i kortspillet 500:-) og kørte til Jhalarwar. Her gik vi en lang tur på et vidunderligt fort (det fjerde billede er af Sohan, Pankaj, Hans, Sanjeev, Stine, Nanna og Sara fra fortet - Morten tager billedet) og besøgte en moske. Vi tog så en tuktuk hjem, spiste og tog til festival. Der er i disse dage stor hindu-festival i Rajasthan, hvor man hylder guden Ram bla. gennem dans, skuespil m.m. - meget spændende. Derefter tog vi hjem og gik i seng.
Nu er klokken 01.30 AM (indisk tid), og jeg må hellere komme i seng. Jeg slutter med et billede af mig selv, der er på vej hjem fra arbejde. Vi fik et lift af en markarbejder på en traktor med en vogn fuld af soyabønner, som vi altså sad oven på. Det var en mod alt forventning en behagelig tur, og Sara og jeg endte med at sidde og synge subidua-sange for diverse lastbiler, der kørte bag os :-)
- Nanna
Det tredje billede er rigtig godt, synes jeg. Det er et Hans har taget på en tankstation i Jhalarpattan. Lastbilen er fyldt til randen med arbejdere, som skal ud og høste. Høsten er godt igang hernede, og da industrialiseringsprocessen er i gang i Indien, men ikke fuldendt, bruges der nogle steder, som her, meget mere menneskelig arbejdskraft end vi er vandt til i Danmark for at få høsten i hus. Det var et rigtig flot syn!
Og så lige lidt om igår:
Vi havde en begivenhedsrig og dejlig dag. Først underviste vi vores kære børn i hver vores landsby, Hans og Stine i Chandiya Kheri og Nanna, Sara og Morten i Jarel. Derefter mødtes vi alle i Jarel, hvor der skulle slæbes sten og jord. Dagen forinden havde der nemlig været 5 traktorarbejdere, som havde misforstået 3 vognlæs jord med 23 vognlæs jord. Disse 23 vognlæs jord var så blevet placeret foran skolen så hele "legepladsen" og vores "andet klasseværelse" (som er under et træ) var blevet tildynget med store bunker jord og store sten.. hmm.. Efter dette arbejde tog vi hjem, hvilede, spillede kort (jeg vandt med stort over Hans i kortspillet 500:-) og kørte til Jhalarwar. Her gik vi en lang tur på et vidunderligt fort (det fjerde billede er af Sohan, Pankaj, Hans, Sanjeev, Stine, Nanna og Sara fra fortet - Morten tager billedet) og besøgte en moske. Vi tog så en tuktuk hjem, spiste og tog til festival. Der er i disse dage stor hindu-festival i Rajasthan, hvor man hylder guden Ram bla. gennem dans, skuespil m.m. - meget spændende. Derefter tog vi hjem og gik i seng.
Nu er klokken 01.30 AM (indisk tid), og jeg må hellere komme i seng. Jeg slutter med et billede af mig selv, der er på vej hjem fra arbejde. Vi fik et lift af en markarbejder på en traktor med en vogn fuld af soyabønner, som vi altså sad oven på. Det var en mod alt forventning en behagelig tur, og Sara og jeg endte med at sidde og synge subidua-sange for diverse lastbiler, der kørte bag os :-)
- Nanna
søndag den 7. oktober 2007
Weekend i Indien
I denne weekend tog Nanna, Stine og Sara på tur til Kota, som er en større by beliggende ca 3 timers kørsel fra Jhalrapattan, mens Morten og Hans blev hjemme.
Pigeturen til Kota blev en vaeldig succe. Grunden til vi tog afsted var, at vi havde brug for at komme lidt vaek fra huset og Jhalrapattan og se noget andet, mens drengene havde lyst til at blive hjemme og slappe af. Busturen gik smertefrit, fordi alle (de indiske maend) var rigtig hjaelpsomme. Da vi ankom, gik vi lidt rundt i gaderne, satte os et sted og fik en kop chai, og tog derefter en tuktuk (lille taxa) hen til et hotel. Hotellet var ikke et tilfaeldigt valg, jeg havde laest om det i ’Rejsen rundt i Indien’. Hotellet var et palads fra den engelske kolonitid, som nu er privat ejet af Kotas kongefamilie (hver storby i Rajastan har en kongefamilie), som ogsaa selv bor paa paladset og driver hotel i den ene floej. Her indlogerede vi os paa to overdaadige vaerelser, som havde den flotteste udsigt ud over en smuk flod og Kota by. Dinner og breakfast fik vi paa paladset, hvor betjeningen bare var i top. Soendag formiddag tog vi ind og saa Kota city palace, hvor der var galleri, musseum, udstoppede dyr og smuk indisk arkitektur. Derefter smsede drengene til os, at de savnede os, og saa tog vi bussen hjem.
Vores lille weekendtur var skoen, vi noed den utroligt meget. Det var nu ogsaa ret underligt, fordi vi kom fra den rene fattigdom i Kanjarlandsbyerne til udsoegt luksus paa paladset. Det er ret unfair, at vi bare kan rejse vaek fra fattigdommen, og saa leje vaerelser paa et meget fint palads, naar Kanjarerne ingengang har raad til ordenligt toej. Man foeler sig meget som en hvid rig engelsk kolonist, der har pengene til at goere, hvad man har lyst til – og det er jo ogsaa naesten rigtigt.
Morten og Jeg tog en afslapende weekend, i modsætning til pigerne, troede vi. Det var meningen at vi skulle en hurtig tur på markedet for at indkøbe nogle småting og så ellers bare flade ud, høre noget musik og læse.
Pigerne tog afsted lørdag formiddag, og efter et kapitel eller to i Dan Turells bog 'Mord i Rodby' tog Morten og Jeg på markedet. Planen var at vi skulle købe en parasol, eller en lignende løsning, til at have på taget så man ville blive i stand til at opholde sig der oppe mellem solens op- og nedgang. Vi skulle også have planter til vores lille forhave, og et spejl til vores badeværelse. Da Indiens markeder er indrettet som alle andre markeder i Verden, med en gade eller område til hvert håndværk, skulle opgaven ikke være sværere end at finde gaden med henholdsvis botanister og paraply/parasol sælgere. Den slags fandet selvfølgelige ikke, men vi fik købt et mindre spejl af nogenlunde kvalitet. Da vi var hjemme igen var klokken slagen tre eller deromkring, og vi var udmattede. En gang hen på eftermiddagen kom en tv-journalist forbi (vi havde mødt ham tidligere hvor han filmede i Chandia Kheri til et indslag til tv-stationen Jain som dækker Rajastan-området) og filmede en smule og interviewede Morten og Jeg omkring vores arbejde. Det var ikke helt til at finde ud af, men det var evt. til nationalt tv. Men vi fik aftalt med ham at han vil ringe til os når han ved noget om hvornår indslaget vil blive sendt. Før aftensmaden gik vi med Pankaj op til byens fort, hvor der også ligger et tempel. Til aftensmad fik serveret min måske yndlingret hernede: Friturestegte chapatis, risengrød med rosiner og kokusnød, et sødt smagende sammenkog af tomater og løg, og en stærk (chilli) gang kartofler og grønsager.
Ved ti-tiden ankom vicepolitichefen og hendes assisten og bad os om at bekræfte at de oplysning de havde om os (kopier af vores pas og visum) var korrekte. Vi kunne ikke bekræfte på pigernes vegne, så vi aftale at mødes med dem søndag eftermiddag på politistationen (gisp, vi rejser på touristvisum).
Søndag var total afslapning for mig, og det var dejligt for en gangs skyld, indtil pigerne kom hjem og vi skulle over og snakke med politiet.
Da pigerne kom tog vi alle på politistationen, hvor de ventede os, og kom straks ind til Inspektøren. Han var ikke uniformeret og sad meget afslappet i hans stol, mens han en gang i mellem ræbede højlydt. Der blev snakket lidt frem og tilbage omkring hvad vi lavede her. I begyndelsen med en del skepsis og anklagende tone fra Inspektørens side, hvilket dog ændrede sig hurtigt. Vi aflevere vores pas, drak te og snakkede om vind og vejr (vi havde på forhånd aftalt at sige at vi underviste i matematik og engelsk, og intet andet). Vi fik også lov til at kigge deres forbryderalbum igennem, hvor stort set alle mændende og nogle af drengebørnene i vores landsbyer figurerede, og så skulle vi se ekstra godt efter en knægt, men ham sagde vi at vi ikke havde set, selvom han er elev i Jarel. Distriktsinspektøren var på dette tidspunk ankommet, med tre sølvstjerner og snip på skuldrene. Vi fik vores pas tilbage uden problemer og sagde pænt farvel.
Det var et underligt møde, fordi vi fik sat ansigter på de mennekser som unden holdbar anklage anholder børn og mænd i Chandia Kheri og Jarel, burer dem inde og tæsker dem mens deres koner og mødre drikker smerterne væk derhjemme.
Pigeturen til Kota blev en vaeldig succe. Grunden til vi tog afsted var, at vi havde brug for at komme lidt vaek fra huset og Jhalrapattan og se noget andet, mens drengene havde lyst til at blive hjemme og slappe af. Busturen gik smertefrit, fordi alle (de indiske maend) var rigtig hjaelpsomme. Da vi ankom, gik vi lidt rundt i gaderne, satte os et sted og fik en kop chai, og tog derefter en tuktuk (lille taxa) hen til et hotel. Hotellet var ikke et tilfaeldigt valg, jeg havde laest om det i ’Rejsen rundt i Indien’. Hotellet var et palads fra den engelske kolonitid, som nu er privat ejet af Kotas kongefamilie (hver storby i Rajastan har en kongefamilie), som ogsaa selv bor paa paladset og driver hotel i den ene floej. Her indlogerede vi os paa to overdaadige vaerelser, som havde den flotteste udsigt ud over en smuk flod og Kota by. Dinner og breakfast fik vi paa paladset, hvor betjeningen bare var i top. Soendag formiddag tog vi ind og saa Kota city palace, hvor der var galleri, musseum, udstoppede dyr og smuk indisk arkitektur. Derefter smsede drengene til os, at de savnede os, og saa tog vi bussen hjem.
Vores lille weekendtur var skoen, vi noed den utroligt meget. Det var nu ogsaa ret underligt, fordi vi kom fra den rene fattigdom i Kanjarlandsbyerne til udsoegt luksus paa paladset. Det er ret unfair, at vi bare kan rejse vaek fra fattigdommen, og saa leje vaerelser paa et meget fint palads, naar Kanjarerne ingengang har raad til ordenligt toej. Man foeler sig meget som en hvid rig engelsk kolonist, der har pengene til at goere, hvad man har lyst til – og det er jo ogsaa naesten rigtigt.
Morten og Jeg tog en afslapende weekend, i modsætning til pigerne, troede vi. Det var meningen at vi skulle en hurtig tur på markedet for at indkøbe nogle småting og så ellers bare flade ud, høre noget musik og læse.
Pigerne tog afsted lørdag formiddag, og efter et kapitel eller to i Dan Turells bog 'Mord i Rodby' tog Morten og Jeg på markedet. Planen var at vi skulle købe en parasol, eller en lignende løsning, til at have på taget så man ville blive i stand til at opholde sig der oppe mellem solens op- og nedgang. Vi skulle også have planter til vores lille forhave, og et spejl til vores badeværelse. Da Indiens markeder er indrettet som alle andre markeder i Verden, med en gade eller område til hvert håndværk, skulle opgaven ikke være sværere end at finde gaden med henholdsvis botanister og paraply/parasol sælgere. Den slags fandet selvfølgelige ikke, men vi fik købt et mindre spejl af nogenlunde kvalitet. Da vi var hjemme igen var klokken slagen tre eller deromkring, og vi var udmattede. En gang hen på eftermiddagen kom en tv-journalist forbi (vi havde mødt ham tidligere hvor han filmede i Chandia Kheri til et indslag til tv-stationen Jain som dækker Rajastan-området) og filmede en smule og interviewede Morten og Jeg omkring vores arbejde. Det var ikke helt til at finde ud af, men det var evt. til nationalt tv. Men vi fik aftalt med ham at han vil ringe til os når han ved noget om hvornår indslaget vil blive sendt. Før aftensmaden gik vi med Pankaj op til byens fort, hvor der også ligger et tempel. Til aftensmad fik serveret min måske yndlingret hernede: Friturestegte chapatis, risengrød med rosiner og kokusnød, et sødt smagende sammenkog af tomater og løg, og en stærk (chilli) gang kartofler og grønsager.
Ved ti-tiden ankom vicepolitichefen og hendes assisten og bad os om at bekræfte at de oplysning de havde om os (kopier af vores pas og visum) var korrekte. Vi kunne ikke bekræfte på pigernes vegne, så vi aftale at mødes med dem søndag eftermiddag på politistationen (gisp, vi rejser på touristvisum).
Søndag var total afslapning for mig, og det var dejligt for en gangs skyld, indtil pigerne kom hjem og vi skulle over og snakke med politiet.
Da pigerne kom tog vi alle på politistationen, hvor de ventede os, og kom straks ind til Inspektøren. Han var ikke uniformeret og sad meget afslappet i hans stol, mens han en gang i mellem ræbede højlydt. Der blev snakket lidt frem og tilbage omkring hvad vi lavede her. I begyndelsen med en del skepsis og anklagende tone fra Inspektørens side, hvilket dog ændrede sig hurtigt. Vi aflevere vores pas, drak te og snakkede om vind og vejr (vi havde på forhånd aftalt at sige at vi underviste i matematik og engelsk, og intet andet). Vi fik også lov til at kigge deres forbryderalbum igennem, hvor stort set alle mændende og nogle af drengebørnene i vores landsbyer figurerede, og så skulle vi se ekstra godt efter en knægt, men ham sagde vi at vi ikke havde set, selvom han er elev i Jarel. Distriktsinspektøren var på dette tidspunk ankommet, med tre sølvstjerner og snip på skuldrene. Vi fik vores pas tilbage uden problemer og sagde pænt farvel.
Det var et underligt møde, fordi vi fik sat ansigter på de mennekser som unden holdbar anklage anholder børn og mænd i Chandia Kheri og Jarel, burer dem inde og tæsker dem mens deres koner og mødre drikker smerterne væk derhjemme.
tirsdag den 2. oktober 2007
Nu med billeder :-)
Hej nu sidder vi lige på kontoret i vores hus, og glæder os over at vi har fået internet.Vi har som I kan se lagt nogle billeder ind. Det første er af os (fra venstre Hans, Morten, Nanna, Stine og Sara), Idex-folkene og Kanjarbørnene i landsbyen Jarel. Det andet billede er af Sohan, Pankaj, Saroj, Naveen, Nanna, Hans og Stine foran vores hus.
Vi har på opfordring af flere af vore trofaste læsere valgt at bringe et afsnit om den indiske mad der serveres her i huset. Saroj er vores søde kok/husmoder. Det er hende som står for at lave alle dagens måltider. Om morgenen får vi enten en slags spicy (chili) kartoffelpandekager, tynde omeletter (også med chili), toast eller en slags byggrød med mælk (uden chili). Og selvfølgelig altid chai: indisk te blandet med meget mælk og sukker. Til frokost har vi vor
es ‘lunchbokses’ med ude i landsbyerne. I dem er der chapati (indiske fladbrød), årstidens grønsager og ris. Når vi kommer hjem er det tea time. Kl. otte er der aftensmad: Chapati, ris, dahl (linsesuppe), grønsager, agurker og tomater. I det meste af vores mad er der tilsat koriander og chili. OG ja, vi lever som vegetarer.Med hensyn til vores arbejde i landsbyerne, går det ok. Det er lidt besværligt nogle gange at få startet på undervisningen, fordi børnene ikke mere selv kommer hen til skolen. Nogle skal lave morgenmad til deres søskende, andre skal arbejde og forældrene opfordrer ikke rigtigt børnene til at komme i skole, fordi de endnu ikke har forstået vigtigheden i at deres børn bliver undervist. Men når så børnene kommer er de rigtig søde, og der skal ikke meget til at få dem til at grine.
Vi har nu i begge landsbyer haft besøg at politiet. I begge landsbyer tog de flere mænd med sig til fængslet. Det er hårdt at opleve, fordi det er så uretfærdigt. Kvinderne til de mænd, som er blevet tager drikker sig så fulde, og alt dette oplever børnene jo på tæt hold. Vi skal om et par uger have et møde med politiet om alle disse ‘anholdelser’.
I går var det Saras fødselsdag, og det fejrede vi ved at tage pænt indisk tøj på og hygge med lys og god mad. Det var dejligt med sådan en lidt speciel aften.
Hans og Nanna
Abonner på:
Opslag (Atom)