Sidste dag i Indien

Saa er der under 24 timer til, vi er tilbage i Danmark. Det er underligt at taenke paa, fordi 24 timer er ikke saa land tid, men det vi skal er at rejse fra en verden til en anden - eller saadan foeles det i hvert fald.

Vi sidder nu paa en internetcafe i det centrale Delhi. Kl 12 tjekkede vi ud fra vores hotel. Nu er vi lige kommet fra en roof top restaurant, hvor vi spiste sen morgenmad sammen med Stine og hendes kaereste (som nu er gaaet ud for at bruge de sidste rubis i nogle turistbutikker). Om lidt vil Hans og jeg ud og se India Gate og gaa en lille tur paa Raj Path maaske hen til praesidentpaladset. Derefter moedes vi igen med Stine og kaeresten for at spise aftensmad paa deres hotel. Kl 9PM tager vi en taxa til lufthavnen (man skal nemlig vaere der i god tid, fordi der er ved at blive bygget om), og saa flyver vi efter planen kl 2.30AM indisk tid. Omk kl 10AM dansk tid er vi saa i Kastrup lufthavn, hvor vi vil hoppe paa et tog mod nordjylland.
Vi er parate til at komme hjem - baade fysisk og mentalt.

Igaar ved vi i Agra og se Taj Mahal. Det er vist naesten en bygning man skal se, naar man er turist i Indien. Historien bag Taj Mahal er en meget smuk kaerlighedshistorie, som jeg kort vil fortaelle i et par saetninger. Taj Mahal er et gravmaele, som stormogulen Shah Jahan fik opfoert til aere for sin yndlings hustru Arjumand Banu Begum. Arjumand var Jahans 2. hustru, som doede i barselsengen efter at have foedt deres fjortende barn. Byggeriet startede i 1632 og var faerdigt 22 aar efter. Taj Mahal er bygget at hvidt marmor, som blev hentet af ca 1000 elefanter fra Jodhpur i Rajasthan, og der er indlagt en masse halvaedelsten som flotte moenstre i marmoret.
Det var meget smukt at se, og vi kom kl 7AM, saa der var faa turister. Vi har taget en masse billeder, hvoraf vi laegger nogle ind her paa bloggen, naar vi kommer hjem.

Nu vil vi ud og nyde det sidste vi kan af Indien - for denne omgang.

Nanna

Fra Mumbai til Jaipur

(Billede: julemand i Mumbai)

Vi havde det sjovt i Mumbai. Vi fik set mange forskellige sider af byen. Det der nok gjorde stoerst indtryk paa os, var den store og tydelige ulighed mellem menneskerne i byen. Vi saa store slum-omraader og vi saa dyre luksus lejligheder. Virkelig store komtraster, som kan vaere svaert lige pludselig at vaere en del af.

(Billede: et billede taget fra en taxa af fattige, som lever paa gaden i Mumbai. Saadan ser det ud paa naesten hvert fortorv)

Mumbai byder paa mange ting. En dag var vi henne og spise en 19 retters menu paa en ny aabnet restaurant. Det var gratis, ja faktisk blev vi betalt 1000Rs for det, og det tog 5 timer. En anden dag var vi paa World Press Foto udstilling i Express Towers. Meget spaendende og voldsomme billeder. En aften var vi paa spillestedet Not Just Jazz By The Bay, hvor der var live-optraeden. Her kom vi i snak med to indere, en IT-programoer ansat ved hotmail og en 2. styrmand, en Sydkoreaner, som arbejder ved den koreanske ambassade, og en kazakhstaner, som arbjeder for FN. Rigtig spaendende mennesker, som vi tog med videre ud i Mumbais natteliv. Juleaftenen paa The Ambassedor gik fint. God betjening, rigtig god mad og faktastisk udsigt. Restauranten naaede at dreje 2 og 1/2 gang rundt, mens vi var der. Ellers gik tiden i Mumbai med at dase rundt og spise nogle dosaer, parathaser og idlier.

(Billede: Os juleaften i vores fineste indiske dress staaende ved et soelle juletrae i restauranten)

(Billede: udsigt fra restauranten ved The Ambassedor. Kameraet kunne ikke infange alle bylysene. Denne "lyskaede" der ses kaldes The Queen's Necklace, og er billys og gadelygter langs vandkanten.)

(Billede: Udsigt fra Cocoon)

Det er godt at vaere i Jaipur. Her er godt nok lidt koeligt (omk. 22dag/10nat), men saa tager vi bare en troeje paa. Paa Cocoon guest house, hvor vi bor, er der en skoen roof top restanrant, som vi benytter os meget af. Det er herligt at sidde og blive varmet af solen med en kop masala chai i haanden og senere spise en tallarken Biryani. Nannas veninde, Victoria, bor her ogsaa, og lige nu er hendes foraeldre og soester paa besoeg. Det er hyggeligt at faa sig en lille dansker-snak med dem ind imellem.

(Billede: traffik i Jaipur. Ligefrem ses en rikshaw, cykeltaxa, med en mor og to doetre)

Idag har Hans laest resten af den bog, han var i gang med ("Kaellingen i Krakow") og altsaa bare daset paa tagteresse og guffet muesli. Jeg har derimod marcheret hele byen igennem paa en meget intens shopping (naermest paa komando fra min kaere mor efter en telefonsamtale). Men det var nu dejligt, og jeg kom i snak med op til flere handlende indere.

(Billede: Lobby til biografen Raj Mandir i Jaipur. Indiens stoerste biograf med plads til 1128 mennesker. Selvom filmene er paa hindi, synes vi, at de er ret underholdende.)

(Billede: Hans sammen med en tekstil eksportoer i Jaipur. Vi var inde i baglokalet og se de laekre materialer.)

Imorgen aften, nytaarsaften, tror jeg, at vi tager paa bar/disco REDS. De har et specielt program for aftenen, som vi vil tjekke ud. Nytaar er nu ellers ikke noget man i Indien fejrer og nattelivet i Jaipur er (trods byens stoerelse paa ca 3mio) slet ikke paa hoejde med Aalborgs.

Det var alt for nu.

- Nanna og Hans

Mumbai

Den 20. ankom vi til Mumbai, storbyen. Toget koerte til en station uden for centrum og vi maatte tage en taxa til vores hotel i colaba som er det centrale mumbai. Taxaturen var ret lang og der var meget trafik, selvom chauffoeren sagde at det var en dag med meget lidt trafik. Saadan en koeretur kan virkelig give en et foerstehaandsindtryk af byen. Vi koerte forbi utallige smaa usle "boliger" som laa lige ud til hovedvejen. Boern loeb og legede faa meter fra biler og lastbiler. Betonblok efter betonblok, rustne og graa, kom vi stille og roligt taettere og taettere paa det paene Mumbai. Og her i Colaba er der rent og hoejt til loftet. Skyskraberne flugter hele vejen ned af Mumbai's Marine Drive, og paa den anden side af denne yderste tange, som en gang var syv smaa oeer som nu er groet sammen, ligger Taj Mahal Hotel og Palace lige ved India Gate. Den 20. var vi paa hotellet kl 18 ca. og vi orkede ikke meget efter over et doegn i tog.

Den 21. startede vi tidligt ud. Vores mission var at finde en restaurent at spise paa den 24. december om aftenen. Vi gik foerst til Taj Mahal Hotel. Dette hotel er delt op i et palads og en skyskraber som er selve hotellet. Vi gik foerst ind i paldset; Burberry, Vouis Vuitton, lysekroner, lounges osv. Desvaerre var restaurenten her ikke det vi ledte efter. I taarnet ved siden af henvendte vi os ved Festivities Desk og de anbefale nogle af deres andre restaurenter som lavede specielle menuer til den 24. Men vi ville have noget indisk, ikke noget en fransk mesterkok havde lavet. Vi gik ud igen, forbi er par Mercedes'er og Bentley'er. Vi stilede mod Hotel Ambassador. Paa vejen bestemte vi os for at gaa ind paa en cafe og faa lidt mad. I en baggaard saa vi en som saa indisk ud. Og der gik vi ind. Der var ganske vidst intet skilt over doeren, men det kunne jo vaere at det stod paa hindi et sted hvad stedet hed. "Menukort?? saadan et har vi altsaa ikke" sagde tjenere. En midaldrende herre ved borderet ved siden af spurgte hvad vi gerne ville have. "Jo, nogle groensager og noget ris, gerne et par chappati til", han oversatte til hindi og tjeneren fik fart paa ud i koekkenet. Maden var fin, indisk og vi kunne knap spise op. Efter lidt tid lagde vi maerke til at alle dem som spise paa cafeen kom ud fra en korridor ved siden af koekkenet, og ikke hovedingangen som vi kom ind af. Alle var ogsaa klaedt i skjorte og busker med pressefolder. Og soerme om ikke ogsaa de allesammen havde de samme plastic skilte haengende fra brystlommen! Vi var jo i en kantine, ikke en cafe. Maden + en flaske mineralvand kom til at koste 84 rs, det er ca. 11 kr, for to personer. Det maa omend vaere det billigste maaltid vi har faaet her i Indien. Paa vejen ud moedte vi igen herren som havde hjulpet os med madbestillingen. Han forklarede at det var Bank of Maharastra's kantine, og at der dagen i dag var valg til hovedbestyrelse og at det derfor var en speciel dag for dem.

Paa Hotel Ambassador saa vi restaurenten paa 12. etage, som ligger ud til Marine Drive og drejer 360 grader om sig selv, meget langsomt. Menueen saa fin ud, det var asiatisk mad og man kunne faa roedvin. Vi satte os ned paa en cafe i naerheden, et in-sted for de unge indere med penge. Efter to kopper kaffe og lidt is besluttede vi os: Vi skal spise paa hotel Ambassador den 24. Vi smuttede op til hotellet igen, lavede reservationen fra receptionen i gade niveau, og tog derefter en taxe rundt paa lidt sightseeing i en times tid. Vi saa Victoria togstationen, som nu hedder noget helt andet og kedeligt, og vi shoppede lidt, saa Nanna fik koebt en nytaarskjole.

Om aftenen tog vi ud og spiste lidt billigt paa cafe Mondegar's. Der var god stemning og helt fyldt. Der kom et kristent kor forbi og sang julesange mens en julemand dansede rundt med en stav med farvede balonner paa. Hyggeligt. Derefter tog vi en taxa til Hard Rock Cafe. Et kaempe sted med stil og mange rige indere. Vi var overraskende nok nogle af de eneste vesterlaendinge der. Det var sjovt og priserne laa ca paa halvdelen af Jomfru Ane Gades priser, hvilket er rigtig meget i Indien. Saa der sad vi og skyllede oel ned mellem Bob Dylan's guldplade for et eller andet album, og David Bowies Platinplade for Let's Dance. Paa trappen op til det plataeu vi sad paa hang en af Keith Richards guitare og paa den anden side af den store hal, som det naesten maa betegnes, hang Madonna og Elton John kostumer og solbriller i massevis. De sidstnaevnte gav virkelig stemning til lokalet.

Det blev sent og vi tog hjem. I dag ser vo nok paa noget kunst, jeg evt. paa World Press Foto, og maaske skal vi en tur ud mod Bolleywood.

//Hans

Billeder fra Kerala

Saa er det vist paa hoeje tid, der kommer et indlaeg mere med billeder.

Som skrevet foer, har vi jo vaeret paa en 24 timers ( desvaerre uden Jack Bauer, Oskar) backwater-tur. Det var en skoen og meget rolig tur. Det kan anbefales, som en kur imod stress. Billedet her viser en af de mindre baede vi ogsaa sejlede i (den er lavet af kokospalmetoemmer), vandhyacinter (som der er rigtig mange af, hvilket ikke er saa godt, fordi de forhindre dyreliv i vandet) og selvfoelgelig palmer (jeg har aldrig set saa mange palmer foer i mit liv).
Det naeste billede er, som det tydeligt ses, af Hans og jeg paa vores houseboat. Det var en rigtig dejlig luksus baad, som det maaske ogsaa kan fornemmes paa billedet. Baggrunden er vandhyacinter (og der er altsaa vand nedenunder dem) og palmer.

Saa kommer der et billede af Hans. Biledet er fra en hyggelig cafe og galleri i Kochi. Vi sidder og venter paa vores bestilling. Hans venter paa en grape lassi og frenchtoast med juice.

Jeg fik saa paa samme cafe en safarn lassi og en frugttallerken med det bedste af Keralas frugter. Mums!

Og saa tilsidst lige et billeder af de beroemte kinesiske fiskenet, som Kochi er meget kendt for. Det er en masse virkelig store og flotte fiskenet, som staar lige ud til havet. Kineserne kom i sin tid til Kochi (hvorfor kan jeg ikke lige huske) og byggede saa disse ernorme og ret smarte fiskenet. Jeg ved ikke, hvorfor billedet er blevet saa moerkt, for det er det ikke paa mit kamera.

Imorgen taenker vi paa at tage ud til en naerliggende strand og bo. Det bliver skoent at komme ud til en strand og at bade i Det Indiske Ocean. Det var alt for denne gang, men frygt ikke for vi vender snart staerkt tilbage med flere historier og billeder!

- Nanna

I Kochi, Kerala

Lige en kort hilsen fra en internetcafe i Kochi, som ligger i delstaten Kerala.
Hans og jeg har nu vaeret her i byen i et par dage, og vi nyder det. Det er en meget afslappende havneby, som er praeget meget af turisme. Det er skoent igen at vaere i ca 30 graders varme og saa oven i det at kunne nyde den friske havluft. Vi er kommet os over den pludselige udvisning fra Jhalarpattan, selvom vi dog stadig savner vores indiske familie i huset paa Bye Pass Road. Vi er ogsaa langsomt ved at glide ud af "volentoer-og-beboer-i-Jhalarpattan-rollen" og ind i "vi-er-bare-turister-rollen". Men en helt igennem hardcore turister bliver vi nok aldrig.

Igaar aftes var vi nede paa havnen for at koebe en frisk fanget frisk, som vi derefter tog med hen paa en reataurant og fik tilberedt. Den smagte himmelsk! Imorgen skal vi ud og sejle i 24timer paa backwaterfloderne, som Kerala er meget kend for. Det glaeder vi os virkelig meget til.

Nu vil jeg finde Hans, og saa vil vi gaa hen og faa en Lassi (en virkelig laekker yogurtdrik) med papaya.

- Nanna

Et for tidligt farvel til Jhalarpattan

Jeg sidder paa en internet café i Jaipur. Eller café er maaske saa meget sagt. Jeg kom ind af en bagdoer til et privat hus og ind i et sovevaerelse, hvor der staar en computer. Men altsaa computeren er fin og internettet viker, saa jeg klager ikke. Man skal godt nok trykke ret haardt paa tasterne for at der kommer noget frem, saa jeg undskylder eventuelle manglende bogstaver. Hans sidder henne paa IDEX-office tre huse vaek og laver de sidste rettelser til surveyen for de to Kanjarlandsbyer sammen med Sara.
Nu er der maaske nogle der, mens de laeser dette, taenker “Hey, Hans og Nanna skulle da ikke vaere i Jaipur nu… De burde da vaere i Jhalarpattan og nyde deres sidste uge I byen… mystisk…”. Til dette kan jeg kun sige: Ja rigtig taenkt. Projektet er planlagt til at slutte d. 9. december, og foerst derefter skal vi rejse videre rundt I Indien. Men saadan ville skaebnen (eller politiet i Jhalawar-distriktet) ikke have det skulle gaa os.

Det hele startede egentligt for en maaned siden, hvor politiet tog vores pas. Grunden til dette var, at der i vores pas udtykkeligt staar, at vi ikke maa udfoere volentoerarbejde, og at vi blot er turister. Det er ikke saa godt, fordi der i omkring 10-12 artikter i de lokale og lidt stoerrere aviser har staaet, at vi er volentoere og udfoerer volentoerarbejde. I loebet af den sidste maened har IDEX saa forhandlet vildt og haeftigt frem og tilbage med politiet og indenrigsministeriet (isaer Seema Singh) i Rajasthan, om at vi kunne faa vores pas tilbage – uden nogle specielle stempler i.

Ok det var en lille opdate, nu er vi saa fremme ved den naermere nutid, helt praecist i fredags. Fredag aften fik vi at vide, at vi skulle komme ned paa politistationen og faa vores pas tilbage. Vi blev vildt glade og planlagde med det sammen at holde en jule-pas-fest, naar vi kom tilbage i god behold med vores pas i haanden. MEN denne glaede blev hurtig vendt til frygt, for da vi kom ned paa stationen og fik at vide, at vi skulle underskrive et eller andet stykke papir med hinduskrift. Paa dette dokument stod der, at vi skulle forlade JHALAWAR-DISTRIKTET med det samme. Vi ringede omgaaende til Kusum (lederen af IDEX) og SP’en (den oeverste mand inden for politiet i distriktet). Men der var intet at goere. Det eneste vi kunne forlange var at faa dokumentet oversat til engelsk, komme den naeste dag, laese det og skrive under.
Vi gik hjem til huset. Vi var utroligt vrede og kede af det hele. Jeg ringede til MS og forklarede situationen, men der var intet de kunne goere. Sara, Morten og jeg ringede derefter til Kusum, hvor der heller ikke var meget hjaelp at hente.
Denne fredag aften blev der ikke megen festen, derimod var der mere vrede, graeden og troesten. Vores kaere familie Saroj, Sohan, Pankaj, Adul (den nye guide), Sally, Nana og Silvia (de tre nye volentoere) var ogsaa meget ked af det. Vi gik I seng.

Den naeste loerdag morgen proevede Sara og jeg at kaempe for, at vi kunne faa lov til at faa et par dage til at pakke i, sige farvel til vores venner i byen og til boernene og arrangere nye rejsebiletter. Vi skrev et par formelle breve og ringede rund til nogle forskellige kontakter, men efter et par timer gik det op for os, at der ikke var noget at goere. Vi var tvunget til at forlade Jhalawar-distriket, Jhalarpattan, vores indiske venner i byen, alle vores soede Kanjar-boern, huset og vores egen indiske familie. Vi tog igen meget modvilligt hen paa politistationen. Her blev vi moedt at et nu engelsk dokument hvorpaa der stod, at vi skulle forlade INDIEN 'immediately'. Vi blev helt bange, og vi bad straks om at se vores pas. Heldigvis var der ingen deportationsstempler i dem, saa vi underskrev (paa en meget aabenlys vred maade) papiret. Det er klart for os, at det er Seema Singh fra indenrigsministeriet, der har faaet det ordnet saadan, at vi ikke i realiteten bilver smidt ud af landet - det er vi kun blevet paa papir. Men vi er blevet tvunget til at forlade omraadet. Det betoed for os, at vi brugte loerdag eftermiddag paa at tage rundt i Jhalarpattan og sige farvel til alle, vi var blevet venner med. Sarojs familie, vores skraedder venner, Aratna familien, Deepaks familie, laereren Saroj, hendes familie osv... Det var meget haardt og svaert for os, fordi det hele skulle goeres paa en gang.
Omkring 20-21 tiden koerte vi i jeep ud til de to Kanjarlandsbyer for at sige farvel til boernene. Det var moerkt, nogle sov, foraeldrene var enten fulde eller helt vaek. Det var en forfaerdelig oplevelse at skulle rejse fra disse boern paa en saadan maade. Jeg har en masse billeder inden i hovedet af, hvodan boernene saa ud, hvordan de stod og nogle graed, men jeg kan ikke igtig faa disse billeder ned paa skrift lige nu...
Hjem og pakke, sige mere farvel og graede endnu endnu engang. Kl 4AM koerte politiet forbi for at spoerge om vi ikke snart skred ud af byen. Paa samme tid kom heldigvis vores taxa, som skulle fragte os til Jaipur hen til IDEX headoffice.
Nu er vi saa i Jaipur. Vi har faaet snakket med IDEX, sovet en masse (vi er dog stadig traette) og lagt nye planer. Vi er langsomt ved at komme os over den pludselige og meget ubehagelige afrejse fra Jhalarpattan, og der vil gaa tid endnu foer, vi rigtig forstaar, hvad der skete og hvorfor. Trods alt det triste og haarde vi har gaaet igennnem de sidste par dage, er vi glade for at vi 5 stadig er sammen og holder sammen. Vi er utroligt glade for vores tid i Jhalarpattan med boernene og familien. Det glemmer vi aldrig.

Stine, Sara og Morten tager til Delhi paa fredag, mens Hans og jeg har valgt en helt anden vej. Vi har valgt at aendre vores rejselaner totalt. Vi tager til Kerala, som er en delstat, der ligger helt i det sydlige Indien. Vi tager et tog fra Jaipur paa fredag kl 10AM og er i Keralas stoerste by soendag kl 4AM. Det er en 2729 km lang rejse, som vi er meget spaendte paa. I Kerala er der varmt (30-35 grader, hvor der i Jaipur nu kun er omkring 16-22 grader), der er strand, garanteret mange soede mennesker og vi haaber kraftigt paa at faa spist en masse grillet hummer dernede. Nu har vi virkelig brug for at faa slappet af oven paa det hele.

Naa nu vil jeg slutte dette lange indlaeg. Jeg ved, det er blevet meget foelelsesladet og maaske lidt hoejtideligt, og at det kan lyde meget trist. Det afspejler meget godt vores situation. Men vi er ved at blive i bedre humoer nu og glaeder os til at se, hvad mere Indien har at byde paa.

Hans og Nanna

Stegt sild i eddike

Da vi var i Jaipur, efter at have stemt på Den Danske Ambassade i Delhi, blev Hans syg. Vi troede først at det var et maveonde kombineret med feber, og da vi tog på hospitalet i Jaipur den 9. sagde de da også at han bare skulle tage nogle piller mod diarre og nogle andre til at stabilisere maven. Det hjalp, men han red desværre feberen af under diwali-festivallen, så den fik han desværre ikke set så meget af. Vi hold diwali i Bheslana, som ligger 1 time nordvest for Jaipur, ude i en sandørken (dog med en del fyrretræer).

Søndag tog vi tilbage til Jaipur og besøgte Seema Singh, som er Minister of Home Security i Rajastan. Hun havde personligt taget sig af sagen omkring vores pas, og forsikrede os om at vi snart ville få dem igen, og at vi ikke ville blive smidt ud af landet. Vi drak te hjemme i hendes residens. Det anses for en måde at sige tak på, at man drikker te hos en person som har hjulpet en, i hvert fald når man er fra vesten.

Natten mellem søndag og mandag rejste vi hjem med Blueline bus, som er statens langtursbuslinier. Det tog 8 timer + en punktering og vi var fremme ved 7 tiden mandag morgen. Blueline-busser har et spottet ry hernede. I år er over 100 mennesker døde i Blueline-busser som har kørt for hurtigt eller af anden grund er kørt af vejen. Selve busserne er forældede, og staten har fundet ud af at de skal have købt nogle nye, så forbedringen er på vej. Mandag havde Hans det helt fint igen, ingen feber eller noget. Men om eftermiddagen kom feberen igen, og tirsdag tog vi igen på hospitalet, denne gang i Jhalarpatan. De tog en blodprøve og lavede malariatest, som viste negativ. Den indiske læge vi snakkede med anbefalede Hans at tage malariapiller alligevel, for testen var kun 75% sikker, det var vores danske læge enig i. Den danske læge er uddannet tropelæge og er tilknyttet vores forsikring, Gauda, så ham kan vi ringe til 24 timer i døgnet. Torsdag var situationen med Hans ikke blevet bedre, og vi måtte igen på hospitalet, denne gang valgte vi en privatklinik. Hans havde nu oven i feberen også noget som føltes som halsbetændelse. På privatklinikken tog de igen malariatest, som nu viste positiv, og de diagnostiserede problemet med Hans' hals som en infektion. De malariapiller han havde taget viste sig ikke at have nogen effekt på den slags malaria som han havde påtaget sig, og han fik nu nye piller og antibiotika mod halsen. Fredag var halsen så gal at han slet ikke kunne synke, og ved aften tid var han meget dehydreret, så dette udløste en tur til hospitalet igen. Privatklinikken havde lukket, klokken var også over 21, så vi kørte til et nyt, stort og flot privathospital, hvor han blev indlagt med drop i armen, og fik sin medicin gennem samme. Søndag blev Hans så udskrevet en gang over middag. Halsen fik det bedre meget stille og roligt, og omkring onsdag kunne han spise lidt igen, og nu fredag er der stort set ingen smerter tilbage i halsen. Så nu er det bare et spørgsmål om at få noget næring i kroppen og få startet stille og roligt igen. Mandag er et realistisk bud på at begynde at arbejde igen.

I mens alt dette har vi fået tre nye frivillige herned: Nana, Sally og Sylvia. Nana og Sally er fra Danmark, og Sylvia er fra England. De lader til at være flinke og meget opsatte på at arbejde med projektet her. De overtager når vi stopper den 9. decebmer, så de næste to uger skal de sættes ind i undervisninger og arbejdet efter skole. Vi er også begyndt at vise dem byen her, hvordan de sætter taletid på deres telefoner, hvor de gode skræddere er, hvor man køber frugt og grønt og så videre og videre. De skal nok blive gode.

Vores pas har vi endnu ikke set noget til, og vi må da sige at vi kraftigt håber at vi får dem meget snart. Det ville være ret skørt at strande hernede, fordi nogle politimænd ikke gider at sende passene til bage til os, eller bare pga Indiens store buraukratiske system. Så vidt vi ved er pasene lige nu i Jaipur, og vi har hørt at vi kunne hente dem der den 24. november. Vi håber meget at det holder, men Idex ligger stadig rigtig meget arbejde i at fremskaffe dem, så helt lige til er det åbentbart ikke. Men så snart vi har dem i hånden skriver vi et indlæg her, og råber "hurra !".

Onsdag aften var vi til et bryllup nede i byen, Hans blev der kun en halvtimestid, men det var en oplevelse alligevel. Man kom ind gennem en port til en stor gård som var udsmykket med stof på alle vægge og på jorden. I et hjørne var der lysnende dansegulv og DJ. Og midt for sad bruden og gommen, hævet på et platau, på en fin trone. Og foran sad alle gæsterne på fine stole. På det omkring liggende tag, kun en egage oppe, var der også fyldt med gæster, for der var buffeen.

I weekenden er der kamelmarked i byen. Når vi kører på arbejde hver dag, har vi fulgt med i hvordan markedspladsen vokser i størrelse dag for dag. Vi glæder os meget til imorgen at se, hvordan sådan et marked/byfest er i Jhalarpatan.

Her er en liste over hvad Hans har lyst til lige nu:
Flæskesteg, Rulepølse, spegepølse, stegt sild i eddike, marineret sild, kryddersild, karrysalat, sylte med sennep og syltede rødbeder, god dansk rugbrød, æg, sardiner, ris á la mande.

Nanna har bare lyst til noget mynthe fra haven i Kongerslev (som dog nok på dette tidspunkt ikke ligefrem er så høstbar) til hende te.

- Hans og Nanna